Ny rapport frikender mobiltelefoner for kræft-risiko
Brugen af mobiltelefoner kan ikke kobles sammen med nogen uønskede virkninger på helbredet, konkluderer en seks år lang undersøgelse.
Læs også
-
Kræft-forsker: Intet at udsætte på min rapport om mobilstråling
Læs mere om
Dokumentation
Kræft, længerevarende hovedpine eller blot et ubehag. Hverken alvorlige eller forbigående lidelser kan knyttes sammen med brugen af mobiltelefoner, konkluderer en seks år lang undersøgelse af effekten på helbredet af mobiltelefoner.
Undersøgelsen er foretaget af britiske The Mobile Telecommunications and Health Research og publiceret i en række peer-reviewed tidsskrifter.
»De hidtidige tesultater er beroligende, men der er stadig behov for flere undersøgelser især for at tjekke, at længere tids brug ikke påvirker voksne og børn,« siger professor og formand for MTHR, Lawrie Challis, i en pressemeddelelse.
Undersøgelsen inkluderede få personer, der har brugt mobiltelefoner i over ti år. Lawrie Challis påpeger, at det tidsinterval ellers er yderst relevant at studere, idet de fleste former for kræft dukker op efter 10-15 år.
Børn deltog heller ikke i undersøgelsen. Det skyldes, at de britiske forskere af etiske årsager ikke ville udsætte mindreårige for radiostråling.
Lawrie Challis bemærker, at det er muligt, at børn er mere modtagelige over for mobilstråling end voksne, og at en opfølgende undersøgelse er på vej fra MTHR. Den inkluderer 200.000 personer i Danmark, Finland, Sverige og England.
MTHR's undersøgelse er delvist finansieret af den britiske regering og delvist af telebranchen. Lawrie Challis siger, at telefonselskaberne ikke har kunnet påvirke forskningsresultaterne, og at de udelukkende signerede checkene.






