/energi

Kæmpe-stempler skal finde varme kilder i Sønderborg

Energistyrelsen har givet grønt lys til, at Sønderborg Fjernvarme sammen med Dong foretager seismiske undersøgelser af undergrunden for at finde vandførende lag, der kan forsyne 5.000 husstande med varme.

Klik for at se billedet i stort

De store maskiner med stemplerne, som skal foretage de seismiske undersøgelser af Sønderborgs undergrund.


Multimedia
Billede Galleri: Geotermisk anlæg i Sønderborg
Læs også

Læs mere om

Af Majbrit Olsen, tirsdag 11. sep 2007 kl. 14:16

Sønderborg Fjernvarme og Dong Energy kan gå i gang med at finde varmt vand i lag i undergrunden.

Energistyrelsen har givet lys til at begynde forundersøgelserne på den grund, Sønderborg Fjernvarme har købt af kommunen. De skal bane vejen for landets tredje anlæg, der leverer varme ved hjælp af geotermi.

Undersøgelserne bliver foretaget af et hold med 100 medarbejdere, der med 30 maskiner skal undersøge undergrunden for varme vandførende lag.

Der er blandt andet tale om fem såkaldte vibratormaskiner, der skal foretage seismiske undersøgelser. Et stort stempel sænkes hårdt mod jorden og sender vibrationer ned i undergrunden. Disse vibrationer reflekteres tilbage, så man kan se, hvad undergrunden byder på.

De seismiske undersøgelser kommer til at vare fem dage, og skal foregå fra halvøen Kegnæs og ind til og omkring grunden i en lige linje.

Varme til 5.000 husstande
Direktøren for Sønderborg Fjernvarme, Steffen Moe, forventer, at arbejdet vil afsløre tilstrækkeligt med varmt vand i undergrunden til at dække en tredjedel af fjernvarmeværkets forsyningsområde. Det svarer cirka til 5.000 husstande eller 300 terajoule.

Den geotermiske varme skal erstatte en del af naturgas-fyringen og dermed også mindske CO2-udledningen. Et forsigtigt bud fra direktøren lyder på, at CO2-udledningen kan reduceres med mellem 11.000 og 17.000 ton.

»Lige nu pågår der forhandlinger med det eksisterende kraftvarmeværk om at ændre deres kontrakt, som løber frem til 2016. Vi kan nu samfundsøkonomisk vise, at det vil være bedre at skifte til geotermi,« siger Steffen Moe.

Ifølge Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (Geus) findes der egnede sandstenslag i Danmarks undergrund med et varmeindhold svarende til Danmarks samlede varmebehov i flere hundrede år.

I sidste ende skal Folketingets energipolitiske udvalg tage stilling til ansøgningen om det geotermiske anlæg.

Dybde på mellem en og tre kilometer
Danmarks to eksisterende geotermiske anlæg ligger i Thisted og på Margretheholm.

Geotermisk varme udnyttes ved at bore to huller i en dybde af en til tre kilometer. Fra det ene hul oppumpes varmt vand med en temperatur på for eksempel 73 grader som på anlægget på Margretheholm, og ved hjælp af en varmepumpe trækkes varmen ud af vandet, så det får en temperatur på 17 grader.

Den opsamlede varme fra vandet overføres derefter ved hjælp af en varmeveksler til forbrugerne via fjernvarmenettet. Til sidst pumpes det lunkne vand tilbage ned gennem det andet hul, som ligger halvanden kilometer fra det første hul, for at holde trykket oppe i sandstenslagene.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk