Ukendt selskab i hidtil største olieeftersøgning på dansk jord
Et selskab af danske og udenlandske investorer vil lede efter olie og gas på Lolland-Falster, Langeland og i den vestlige del af Østersøen.
Læs også
Læs mere om
Skvulper der olie rundt i Langelands og Lolland-Falsters undergrund?
Den mistanke nærer selskabet Danica Ressources i stor grad. Så på et skrivebord hos Energistyrelsen havnede der 31. august en ansøgning om tilladelse til efterforskning og indvinding af olie og gas i de to landområder samt den vestlige del af Østersøen.
Bliver ansøgningen imødekommet, omfatter den det største efterforskningsområde hidtil givet tilladelse til på dansk jord.
Katja Scharmann fra Energiindvinding i Energistyrelsen fortæller, at styrelsen har kigget på efterforsknings-programmet, som Danica Ressources har sat op. Hun vurderer umiddelbart, at det ser rimeligt ud til trods for områdets anselige størrelse. Ansøgningen forventes færdigbehandlet inden nytår.
Danica Ressources er et nyoprettet dansk registreret selskab med den civilingeniøruddannede og nuværende konsulent i nordsjællandske Implement Jens Vasehus i spidsen. Det består af danske og udenlandske investorer.
Vil foretrække Syddanmark frem for Sydamerika
Den største partner er Belize Minerals, et mineselskab, der siden 1992 har produceret dolomitkalk til landbruget i Belize. Stifterne og de tekniske direktører er de to geologer, danskeren Anne Brorsen og amerikaneren Brian Holland, som tidligere har beskæftiget sig med olie- og gasindustri. De to er også tekniske direktører i Danica Ressources.
»Der er en del fortrolige oplysninger, vi skal tage hensyn til, og vi vil nødigt slå det for stort op. Men når licensen forhåbentlig er i hus, vil vi gerne fortælle alt om projektet og baggrunden for det i detaljer,« beretter Brian Holland, som i disse dage er i Danmark sammen med Anne Brorsen for at deltage i møder med Energistyrelsen.
»Hvis ansøgningen ryger igennem, vil vi dedikere mere af vores tid på olieprojektet frem for Belize Minerals,« fortæller Brian Holland.
Ukendt område
Området i den vestlige del af Østersøen og landområderne på Lolland-Falster og Langeland er stort set ukendte, når det gælder mulighederne for at tjene penge på olie og gas.
Ansøgningen kan ses som led i en stigning i antallet af ansøgninger og tilladelser til onshore-koncessioner i Danmark. Et af de seneste var Tethy Oil, der sammen med Dong Energy og Odin Energi stod bag prøveboringer i den nordsjællandske landsby Karlebo i november 2006.
De havde sat næsen op efter et fund, der kunne holde Danmark forsynet med gas i tre år. Men prøveboringen viste, at undergrundens mængde af kulbrinter overhovedet ikke indeholder potentiale til en forretning.






