Det svenske forskningsskib Odden skal hjælpe danske forskere til at kortlæggge havbunden omkring Nordpolen.
Forladt af russisk isbryder: Dansk polarekspedition vender om
En beskadigt skrue har fået den russiske atomisbryder til at sejle hjem. Derfor må den dansk-svenske ekspedition til Nordpolen vende om uden at kunne dokumentere, at Danmark kan gøre krav på undergrunden.
Multimedia
Galleri:
Ekspedition til Nordpolen
Læs også
Læs mere om
De danske og svenske forskere ombord på forskningsskibet Oden måtte i fredags vinke farvel til den russiske i atomisbryder 50 Let Pobedy. Efter to ugers kamp mod den arktiske is satte den ene af skibets skruer ud, og derfor besluttede kaptajnen at sejle hjemad.
Afskeden med russerne betyder, at Oden må lave en radikal ændring af forskningsplanerne, da det er umuligt at komme længere nordpå uden en kraftig isbryder. Isen i området er nemlig langt tykkere end forventet.
»Den er tyk og kompakt, og den har næsten ingen sprækker eller åbent vand. Der er hvidt, så langt øjet rækker. Nogle enkelte lyseblå ferskvandssøer, som dannes oven på isen, er det eneste, som bryder monotonien,« lyder det i en feltrapport fra verdens tag.
Ifølge vicedirektør i De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (Geus), Jens Jørgen Møller, er det bare sort uheld, at isen i området er så kompakt.
»Amerikanerne, der udfører forskning på den anden side af Arktis, melder om fine isforhold,« siger han.
Nye sejlplaner skal forberedes
Indtil videre er det lykkedes at gennemføre enkelte ekkolodmålinger og tage sedimentprøver fra Lomonosovryggen. Men det er endnu uvist, om Danmark kan gøre krav på dele af undergrunden under Arktis, der menes at kunne rumme betydelige olieforekomster.
»Det er endnu for tidligt at afgøre. Når forskerne vender hjem, må vi samle vores data og lægge nye sejlplaner de næste år for at sikre de oplysninger, som vi ikke fik indsamlet i denne omgang,« siger Jens Jørgen Møller.
I 2009 og 2011 er der planlagt to nye ekspeditioner, og et sted i sejlplanerne skal der findes plads til at nå de egne, som Oden måtte forlade i denne omgang.
Forskere tager hul på etape af ekspeditionen
I øjeblikket befinder Oden sig over en undervandsryg kaldet Morris-Jesup Rise i et mindre isfyldt område.
Det var først meningen, at området skulle undersøges på en senere ekspedition, men på grund af den tykke is bliver der nu taget hul på dette område.
Forskerne udfører vandprøver og scanninger af havbunden i et område, mens en helikopter flyver forskerne ud på isen for at finde egnede steder til at måle havdybder.






