Nu kommer verdens første saltkraftværk
Norge opfører et pilotkraftværk, som skal udnytte osmose til at trække energi ud af elvene, når de løber ud i havet. Teknologien kan måske dække ti procent af nordmændenes elforbrug.
Læs mere om
Efter mange års udviklingsarbejde støttet både af EU og den norske stat er Statkraft klar til at bygge et pilotanlæg, som skal bane vejen for verdens første saltkraftværk.
Der er i første omgang tale om et 10 kW stort anlæg i Hurum øst for Oslo Fjord. Anlægget opføres til sommer.
Saltkraft bygger på en osmotisk proces, der går i gang, når saltvand møde ferskvand, og princippet vurderes at have et meget stort elproduktions-potentiale. Endnu er den helt store tekniske udfordring dog ikke løst; nemlig design af membranen, som er hjertet i anlægget.
Anlægget placeres, hvor store mængder ferskvand strømmer ud i havets saltvand. Hvor fersk- og saltvand mødes, bliver vandet adskilt af en membran, hvor saltet ikke kan trænge igennem.
Ifølge det kemiske fænomen osmose vil saltholdige opløsninger tiltrække ferskvand, og derfor vil ferskvandet blive ”suget” igennem membranen og opbygge et vandtryk på saltvandssiden. Det vandtryk kan bruges til at drive en turbine.
Teoretisk er det muligt at opnå et tryk på 25 bar svarende til et vandkraftværk med en faldhøjde på 250 meter, men det forventes, at halvdelen af energien går tabt i membranen.
Statkraft har prøvet at udvikle en membran sammen med leverandører fra for eksempel vandrensningssektoren, men har opgivet og har nu bygget membranen selv, med assistance fra en forsker fra Sintef, en forskningsinstitution ved Norges tekniske højskole, og andre samarbejdspartnere.
Statkraft vurderer el-produktions-potentialet i saltkraft til at ligge på 12 TWh i Norge. Det svarer til ti procent af nordmændenes samlede elforbrug.
Saltkraft er interessant, fordi det kan indbygges i bjerget og derfor ikke belaster det omgivende miljø på samme måde som traditionel vandkraft. Desuden kan det trække energi ud af elvene, efter at de allerede er udnyttet til traditionelt vandkraft.
For at producere saltkraft, skal store mængder ferskvand løbe ud i temmelig salt vand, hvorfor det næppe vil være relevant med den type energiproduktion i Danmark.






