Danfoss går efter energiteknologi
Danfoss investerer mere end nogensinde i teknologi til vedvarende energi og energibesparelser. "Det ligger lige til højrebenet," siger videadministrerende direktør Niels Bjørn Christiansen
Varmepumper, vekselrettere til solenergi og energieffektive komponenter til aircondition. Det er nogle af de forretningsområder, Danfoss er gået kraftigt ind i de seneste par år. Signalet er tydeligt: Koncernen satser stærkere end nogensinde på teknologier inden for vedvarende energi og energibesparelser.
»Når vi er sprunget så kraftigt på den vogn, er det fordi, grundlaget er der nu,« siger Niels Bjørn Christiansen, viceadministrerende direktør i Danfoss. Han henviser til, at der er sket et voldsomt skred i energibevidstheden i den senere tid: »Nu taler alle om klimaproblematikken og energibesparelser - politikere, topledere, skuespillere og mange andre. Over hele verden er der nu vilje til at gøre noget ved det, for eksempel i form af lovgivning og støtteordninger.«
»Grunden til, at vi kan tage dette næste skridt nu, er at de nye produkter ligger tæt op ad vores hidtidige forretningsområder. Det er blot en videreudnyttelse af vores kompetencer, så det ligger lige til højrebenet for os,« fortsætter Niels Bjørn Christiansen og understreger, at Danfoss altid har konkurreret på netop energieffektivitet.
Danfoss? intensiverede energisatsning har blandt andet udmøntet sig i opkøb af fem større varmepumpeproducenter inden for de seneste to år.
»Vi tror på at varmepumper er en af fremtidens måder at opvarme enfamilieshuse på,« siger Niels Bjørn Christiansen og peger på udviklingen i Sverige, der i dag er verdens største marked for varmepumper: »Svenskerne har jo kraftigt støttet det at komme hen mod varmepumper. Der har været forskellige programmer hen over de senere år.«
Ifølge Danfoss er varmepumper en temmelig god forretning, når man taler om investeringer i et enfamilieshus. Man kan spare op til 70 procent i forhold til konventionel elvarme. Det kan også betale sig at overveje en varmepumpe, hvis man står og skal skifte sit gamle olie- eller gasfyr. »Investeringen er betalt tilbage inden for fire til otte år,« siger Niels Bjørn Christiansen.
»Hver gang pumpen bruger en kilowatttime el, hiver den typisk tre kilowatttimer varme ud af luften, jorden eller en solfanger, alt efter hvilken type varmepumpe vi taler om.
Helt i tråd med Danfoss? overordnede vi- sion om at være ledende inden for sine kerneforretninger, satser virksomheden på at blive den største globalt med varmepumper til enfamilieshuse. »Vi er faktisk allerede godt på vej til at blive det,« siger han og forklarer, at globalt i varmepumpesammenhæng betyder det det europæiske marked og på lidt længere sigt også det østeuropæiske marked.
»Der er mange spillere på markedet for varmepumper, og det er svært at sige nøjagtigt, hvad vores markedsandel er. Men jeg kan sige, at de største markeder er Sverige, Frankrig og Schweiz. Så det er ikke tilfældigt, at vi har købt store spillere i de tre lande. Det var det, vi gjorde først, for at skabe fundamentet, og nu er det tyske og det engelske marked også ved at komme,« siger Danfoss-direktøren.
Danfoss sælger også varmepumper i Danmark, men her er ikke noget stort varmepumpemarked i dag.
»Det skyldes historikken - mange steder er der tilslutningspligt til naturgas eller fjernvarme. Men vi er begyndt at se større interesse,« fortæller Niels Bjørn Christiansen.
Varmepumper er ikke Danfoss? eneste satsning på vedvarende energi. I marts i år overtog koncernen virksomheden PowerLynx og gjorde dermed også vekselrettere til solceller til et nyt forretningsområde.
Solcellepaneler laver jævnspænding, som Danfoss? nye vekselrettere omformer til 230 volt vekselspænding og 50 hertz. »Du kan få lov at slutte det til nettet, eller du kan bruge det direkte i din egen stikkontakt,« forklarer Niels Bjørn Christiansen.
Vekselretterne sluttes typisk til et panel på 20 kvadratmeter. »Det kan ikke nødvendigvis drive hele din husholdning, men det kan være et ret godt bidrag,« siger Danfoss-direktøren.
»Markedet er endnu ikke så stort, men vi tror på, at solenergi vil vokse, specielt i Sydeuropa. Nogle steder vil det være meget mere oplagt at have et solanlæg end en vindmølle,« vurderer Niels Bjørn Christiansen og tilføjer, at også Tyskland er interessant, fordi man dér fremmer solenergi ved at give gode priser for solstrøm til elnettet.
»Vekselretterne er i princippet en halv frekvensomformer, som er et af vores store eksisterende forretningsområder. Vi har stor kompetence på dette område og et meget stort indkøbsvolumen for alle de komponenter, der skal bruges,« siger han.
På energibesparelsesområdet har Danfoss vind i sejlene med effektive komponenter til indbygning i andre virksomheders produkter. Et godt eksempel er succesen på det amerikanske marked for ventiler til aircondition-anlæg.
Amerikanerne bruger en stor del af deres i forvejen enorme strømforbrug på aircondition (AC) - helt op mod 15-20 procent - og i begyndelsen af 2006 blev der lovgivet om, at alle nye mindre AC-anlæg skulle være mere energiøkonomiske.
»Det gav et ramaskrig i industrien, men vi kunne se en betydelig energibesparelse - 15-25 procent - ved at indbygge en ekspansionsventil,« siger Niels Bjørn Christiansen og forklarer, at et AC-anlæg virker som et køleskab: Kølingen foregår ved at fordampe den komprimerede kølevæske. Hidtil er det sket ved at lede væsken ud af et kapillarrør.
Kapillarrøret er blot et lille tyndt rør, og derfor er fordampningen foregået uden styring, altså ikke ved en bestemt temperatur eller et specielt tryk. Så det er ikke så effektivt. Ved at indbygge en ekspansionsventil i stedet for kapillarrøret, kan man imidlertid styre fordampningen, så den foregår præcist og effektivt, ved det rigtige tryk og temperatur. Og det sparer energi.
Danfoss var hurtig til at udvikle den nye ventil, der fungerer efter samme principper som koncernens køleskabs- og radiatorventiler. Men det var ikke gjort med udvikling, produktionen skulle også op at køre.
»Vi investerede 100 millioner kroner i en fabrik her i Nordborg, før vi havde en eneste kunde, i forventningen om at markedet var nødt til at opfylde den nye lov, og at det her var den smarteste måde at gøre det på. Det har givet pote. Vi kører dag og nat og weekender og aftener, alt hvad vi overhovedet kan,« fortæller Niels Bjørn Christiansen.
»Nu sidder der en Danfoss-ventil i en tredjedel af alle nye mindre AC-anlæg i USA. Den koster selvfølgelig lidt mere end kapillarrøret, men det her er et godt eksempel på, at man vil betale lidt ekstra for at opnå en energibesparelse.«
Danfoss satser også på eksisterende forretningsområder, hvor der fokuseres på energieffektivitet som konkurrencefaktor. Koncernen af verdens største spillere inden for ventiler og kontrolsystemer til fjernvarme, der jo i sig selv er en energieffektiv teknologi.
»Det er en stor og voksende forretning, som også gør sig godt i Østeuropa,« siger Niels Bjørn Christiansen.
Han peger også på Danfoss? oliepumper og -dyser som et område, der stadig er i fuld vigør på trods af det faldende marked for oliefyr. Vitaliteten understreges af sidste års køb af en konkurrerende oliedyseproducent.
Fremtidens muligheder
Med til Danfoss? strategi hører også en satsning på ventureaktiviteter, som har større risiko for at fejle. Niels Bjørn Christiansen fremhæver brændselsceller i denne kategori.
»Brændselsceller bliver formentlig aktuelle som opvarmningsform på et eller andet tidspunkt. Så det er klart, at det er en af de ting vi forholder os til, for vi har ikke i sinde at sidde passivt og se opvarmningsformen ændre sig, når et af vores kerneområder er opvarmning.«
Et andet eksempel på forretningsudvikling i det små er Danfoss? samarbejde med den italienske virksomhed Necos, der laver elektroniske styringer til aircondition.
»Det er et meget lille selskab, men vi er jo interesserede, når der er nogen som er dygtige til noget, der passer godt med vores eksisterende forretningsområder.«
Danfoss holder naturligvis også øje med fremtidens markedsmuligheder. Et af de voksende markeder er Kina, hvor Danfoss har fem fabrikker. Allerede i dag er landet blandt Danfoss? fem største markeder. Kinesernes energibevidsthed er dog stadig lav:
»Kineserne kan godt leve med en håndventil til radiatoren, hvis den er billigere end en termostat. Men selv dét er en energibesparelse i et land, hvor man tidligere regulerede varmen ved at åbne vinduet. Og energibesparelser er et af hovedmålene i den nyeste femårsplan i Kina, så vi tror på, at det er et marked i vækst,« siger Niels Bjørn Christiansen.
Danfoss-direktøren forventer også, at det russiske marked vil vokse stærkt.
»Rusland er begyndt at skele meget til Nordeuropa i sine standarder for varmeinstallationer i nye huse, så der er vi selvfølgelig også inde. Det bliver i det hele taget spændende at følge med i de politiske tiltag, der formentlig kommer over hele verden i kølvandet på den intensiverede energidebat. Og se hvad der kommer ud af dét,« siger Niels Bjørn Christiansen.






