/energi

Udsigt til lavere varmeregning

Et vindue, der rent faktisk tilfører huset energi i stedet for et energitab, er usædvanligt. Men det er faktisk, hvad virksomheden Pro Tec Vinduer har opnået med deres seneste produkt, Pro Tec 7.

Produktet

Virksomhed:
Pro Tec Vinduer A/S
Produktnavn:
Pro Tec 7
Funktion:
Lavenergivinduer
Nøgleudviklere:
Nikolaj Haulrik, Joakim Haulrik, Bjarne Haulrik, Søren Bang Nielsen, Janne Ringholt Nielsen og Søren Jacobsen
Lanceret: Maj 2007

Af Julie Ring-Hansen Holt, fredag 31. aug 2007 kl. 00:45

Hvor traditionelle vinduer har et varmetab på 40 kWh/m2, gør Pro Tec 7 det hele 47 kWh/m2 bedre. Det nye vindue har nemlig ikke noget varmetab men et varmetilskud på op til 7 kWh/m2.

»Det er ikke set før, og det gør vinduet helt unikt,« siger teknisk direktør i Pro Tec Vinduer Joakim Haulrik.

På grund af et glasparti, der udgør 83 procent af vinduessystemet, hvor PVC-lavenergivinduer består af 70 procent glas, kommer der mere energi ind ad vinduet, end der ryger ud. Sammenholder man den indgående energi med den energi, som strømmer ud ad Pro Tec 7?s tre lag glas (U-værdien, som er beregnet til 0,76 W/m2K), giver det et decideret tilskud til energiregnskabet på 7 kWh/m2.

Lavenergivinduets ramme består af glasfiberarmeret polyester (GRP) udvendigt og træ indvendigt for at gøre konstruktionen billigere. GRP er ikke et materiale, virksomheden har anvendt før, og Joakim Haulrik kender ikke til andre vinduesproducenter i Europa, som anvender det.

»Materialet er utroligt stærkt. Det har samme styrke som stål og det betyder, at vi har kunnet designe nogle smalle rammer, som giver mere lys til boligen,« siger han. Materialet kan også overfladebehandles, så det er vedligeholdelsesvenligt. Pro Tec Vinduer forventer en levetid på minimum 30 år, på linje med de velkendte træ- og aluminiumsvinduer.

GRP er samtidigt mere miljøvenligt at producere, da der ifølge Pro Tec Vinduer anvendes seks gange mere energi ved at producere aluminium som ved at producere GRP. GRP kan genanvendes til profiler eller som styrkemateriale i beton og asfalt, eller det kan forbrændes og genanvendes til for eksempel glasuld.

Pro Tec Vinduer kalder deres Pro Tec 7 for "en lille revolution", som "mere end" efterlever EU?s plan om at reducere behovet for energi til boligmassen med 20 procent inden 2020. Ved at sammenligne Pro Tec Vinduers nyeste skud på produktstammen med virksomhedens egne træ- og aluminiumsvinduer, har vinduesproducenten regnet sig frem til, at Pro Tec 7 reducerer behovet for rumopvarmning med op til 52 procent.

De store besparelser på varmeregningen kan ved nybyggeri veje op for merprisen for vinduet på 5-20 procent i forhold til traditionelle lavenergivinduer.

Pro Tec Vinduer, der blev etableret i Holstebro i 1993, regner med at sælge sit nye produkt på de markeder, hvor virksomheden allerede har kunder. Størstedelen af produkterne bliver solgt i Danmark, mens 40 procent eksporteres til primært England, Irland og Island.

Vinduesproducentens produkter sidder primært i institutionsbyggeri som skoler, hospitaler og plejehjem.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk