Nordpolens olie
Af Kaare Sandholt,
onsdag 29. aug 2007 kl. 09:52
Klimaforandringerne gør Nordpolen til et varmt emne - ikke kun bogstaveligt, men også når det gælder udnyttelsen af de mulige olie- og gasforekomster i området.
Der er ingen, der i dag har et ædrueligt skøn over, hvor meget olie , der er under Nordpolen, og tilsyneladende er de store olieselskaber temmelig uenige. De tal, der har været fremme, går fra 8 mia tons til 80 mia ton, altså et spænd på en faktor 10. Men selv om der er uenighed og stor usikkerhed, er der altså en vis sandsynlighed for, at der er rigtig store mængder olie under Nordpolen. Et middelskøn siger omkring 25% af Verdens kendte reserver, altså omkring 35 mia. tons.
Det er fristende at sige, at olien ikke skal røres. Den CO2-udledning, vi kan forvente fra de olie- og kulforekomster, som er i drift i dag, er allerede meget mere end Jorden kan kapere, så hvorfor overhovedet spekulere på at gå i gang et nyt sted? Oven i købet i et område, som er ekstremt vanskeligt tilgængeligt og økologisk sårbart.
Men det er også fristende at argumentere for, at Danmark bør bruge alle kræfter på at komme med til fadet, når rettighederne skal fordeles. Hvorfor holde sig tilbage, det eneste vi opnår er, at andre løber med de mange penge?
Hvis man går argumenterne efter i sømmene, bliver sagen mere nuanceret. Det er ikke sikkert, at det ud fra en klima-argumentation er det bedste at glemme olieressourcerne under Nordpolen. Hvis alternativet er et større forbrug af kul, eller at man begynder at udnytte de store mængder tjæresand, som findes forskellige steder på Jorden, vil CO2-udledningen blive væsentligt større. Problemerne med CO2 udledningen skal under alle omstændigheder løses, uafhængigt af, hvilke ressourcer der er til rådighed. Forhåbentligt vil Klimakonferencen i 2009 kunne give et skridt i den retning.
Alternativerne til olie kan vise sig at have negative effekter . Bioetanol er et eksempel, hvor CO2-gevinsten kan være tvivlsom, og hvor de negative sideeffekter på f.eks. fødevarepriser og andre miljøforhold kan være betydelige.
Hertil kommer, at der er en række geopolitiske grunde til at se nærmere på de potentielle nye ressourcer. Fakta er, at Verdens nuværende olie- og naturgasressourcer er i hænderne på ganske få lande, og at flere af disse lande er mere end villige til at udnytte denne situation politisk. Denne afhængighed lande med labile politiske forhold er en af de helt store trusler for stabiliteten i Verden i fremtiden. En stor forekomst af olien under Nordpolen vil kunne give et modspil til denne afhængighed, vel og mærke, hvis det ikke blot er de samme lande, som i dag har de store olie- og gasforekomster, som får rådighed over de nye forekomster - her er det især Rusland, jeg tænker på.
Hvad mener jeg så er det rigtigste. Ja, jeg er faktisk enig med statsminister Anders Fogh Rasmussen i to af hans synspunkter. Det ene er, at Danmark bliver nødt til at arbejde sig frem mod en fremtid, hvor vi er totalt uafhængige af fossile brændsler. Denne udmelding kom Fogh Rasmussen med for mere end et år siden og det var både klogt og visionært tænkt og sagt. (Desværre har hans ministre ikke været i stand til at følge op på visionerne med en energiplan, men det er en anden historie). Det andet synspunkt kom på Venstres sommergruppemøde, hvor Fogh Rasmussen ifølge Jyllandsposten udtalte: "Der kommer der ikke noget godt ud af, at forskellige lande gør krav på Nordpolen. Nu er jeg ikke ekspert, men jeg er tilbøjelig til at mene, at Nordpolen er fælleseje for verdenssamfundet," Også denne udtalelse synes jeg er klog og visionær, men måske ikke helt i tråd med Videnskabsministerens bevæggrunde for at sende en ekspedition af sted mod Nordpolen.
Så på det langsigtede og visionære plan er det indlysende at lade Verdenssamfundet - i form af FN - få rettighederne til olien under Nordpolen. Det vil - rigtig skruet sammen - indebære en række fordele:
- FN har i forvejen den bedste indsigt i klimaspørgsmålene, i form af FN's klimapanel, og vil være i stand til at vurdere, om det er forsvarligt, rent klimamæssigt.
- FN vil kunne bruge olieforekomsten til at stabilisere olieforsyningen - og stabilisere oliepriserne på et højt niveau.
- FN vil kunne bruge indtægterne til at kompensere for følgerne af klimaforandringerne og til at fremme bæredygtige energiformer. Det er afgørende, at pengene ikke bruges til af finansiere driften af FN, for så får man jo pludselig en egeninteresse i at udnytte ressourcerne, som ikke hænger sammen med med f.eks. Klimamålsætningerne.
- Det vil jo være enestående, hvis man for en gangs skyld kan glemme de snævre nationale interesser - og resterne af kolonitiden - for at opnå et fælles gode for hele Verdenssamfundet, som statsministeren så smukt siger.
Pointen er så, at hvis man skal forfølge dette langsigtede ideelle mål, er det nødvendigt, at Danmark bruger kræfter på at få en plads ved forhandlingsbordet. Det er altså med andre ord nødvendigt, at Danmark følger de nuværende spilleregler og får påvist, at Danmark og Grønland har rettigheder til området. Ellers kan vi jo sagtens stå uden for og råbe, men uden effekt.
Jeg havde forleden fornøjelsen af at drikke kaffe med tre unge politikere, som diskuterede olien, Nordpolen, Grønland, månen og meget andet. Det var faktisk meget opmuntrende at lytte til politikerne, når de får tid og mulighed for at folde nuancerne ud. Hør diskussionen på
www.dr.dk/p1/kaffeklubben og kom med din egen mening her på bloggen.
90
