Kæmpehul i Universet
Amerikanske forskere har fundet et hul på over en milliard lysår i diameter, som ikke indeholder noget som helst materiale. Det er i modstrid med teorien om Universets udvikling.
Hullet i Universet er fundet med VLA-radioteleskopet og støttes af tidligere observationer af universets kosmiske baggrundsstråling, som viser en lavere temperatur i området. [grafik: NRAO/AUI/NSF, Nasa]
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Astronomer fra Minnesotas universitet har opdaget et kæmpe hul i Universet.
Hullet er over en milliard lysår i diameter og helt frit for gas og andet normalt materiale. Der er dermed ikke tale om et sort hul, som ellers er en kugle af meget tætpakket materiale, hvorfra lys ikke kan undslippe.
Tidligere har man fundet mindre områder uden materiale, men intet i en skala som kan sammenlignes med dette.
Astronomerne, som har offentliggjort fundet i det seneste nummer af Astrophysical Journal, har ingen forklaring på, hvorfor hullet findes. Dets eksistens stemmer ikke overens med teorier og computersimulationer om Universets udvikling.
I universet findes synlige stjerner, gas og støv, men det meste materiale er ikke synligt og kaldes mørkt materiale. Det kan spores ved at måle tiltrækningen, men også det mørke materiale er fraværende i det nyopdagede kæmpehul.
Hullet er fundet via observationer med National Science Foundations Very Large Array-radioteleskop (VLA). Observationerne viste ifølge en af de ledende forskere bag opdagelsen, Lawrence Rudnick, at der var et bemærkelsesværdigt fald i antallet af galakser i et område af himlen omkring stjernebilledet Eridanus, sydvest for Orion.
Området har tidligere været undersøgt med Nasas Wilkinson Microwave Anisotopy Probe-satellit (WMAP). Her blev det døbt et ”koldt” område, da det skilte sig ud på kortet over Universets kosmiske baggrundsstråling.
De nye observationer viser, at det lidt koldere område skydes, at det ikke indeholder noget materiale i en afstand fra seks til ti milliarder lysår fra Jorden.






