Tankvogn i Kolding brænder videre
Flammerne står stadig ud af den tankvogn i Kolding, der brød i brand søndag eftermiddag. Brandfolk køler vognen og venter i spænding på det øjeblik, hvor flammerne går ud. Da er risikoen for eksplosion nemlig størst.
Læs også
Læs mere om
»Vi er holdt op med at gætte«.
Sådan siger vicepolitikommissær fra Sydøstjyllands Politi, Lars Christian Thomsen, om udsigten til, hvornår flammerne går ud på den brændende tankvogn i et industrikvarter i Kolding.
Politi og brandfolk forventede ellers, at flammerne ville gå ud tidligt her til morgen, men i øjeblikket står meterlange flammer stadig ud af bagenden på bilen.
»Vi kan ikke se ændring med det blotte øje, og vi kan ikke gøre andet end at vente. Det svarer jo til at tænde en engangslighter og spørge sig selv, hvornår den holder op med at brænde,« siger Lars Christian Thomsen.
Forøget risiko for eksplosion når ilden går ud
Hele natten har to ubemandede brandslukningskøretøjer hældt vand på tankvognen for at køle den ned, og brandfolk står nu klar til at nedkøle bagenden af bilen i det øjeblik flammen går ud.
I det øjeblik er der nemlig øget risko for en eksplosion.
»I den sidste del af indsatsfasen er der en lille forøget risiko for eksplosion, fordi ilt måske kan komme ind i tankvognen, når forbrændingen tager af i styrke,« oplyser Sydøstjyllands Politi.
Sikkerhedszonen i en radius af 500 meter omkring tankvognen er fortsat opretholdt og bliver først ophævet, når flammerne går ud, og tankvognen er kølet ned.
Tankvognen indeholdt cirka fire ton ethylen, og vognen er ejet af firmaet Air Liquide Danmark. Politiet afhører i øjeblikket chaufføren og eksperter fra firmaet for at finde årsagen til ulykken.





