/elektronik

Traffik i København

Traffik i København (Foto: Lars Bertelsen)

Natklubber og jernbaner får energi fra gæsternes trampen

Gulve udstyret med en slags dynamo skal høste energien fra vores fodtrin på banegården i Boston. Arkitekterne efterligner en natklub i Rotterdam, hvor festglade gæster giver energi til lysshowet.

Af Jesper Hasseriis Gormsen, søndag 19. aug 2007 kl. 09:00

Når en person tager et enkelt skridt fremad, producerer han energi nok til at drive to 60 W pærer i et sekund. Er det en folkemængde, som tager et skridt, producerer de nok energi til at drive et tog i lige så lang tid. Hvorfor ikke udnytte det?

Den tanke ligger bag arkitekturprojektet Crowd Farm udarbejdet af Thaddeus Jusczyk og James Graham fra Massachusets Institute of Technology (MIT). Ideen er dog ikke ny, men er allerede afprøvet på den bæredygtige natklub Sustainable Dance Club i Rotterdam, hvor der er installeret et piezoelektrisk dansegulv.

I det prisvindende projekt giver de to nyuddannede arkitekter deres bud på, hvordan South Station banegården i Boston kunne se ud, hvis menneskelig bevægelse tænkes ind i arkitekturen.

På stationen, der også rummer to metrostationer, atletikbane og spillesteder, skal perroner og pladser udstyres med en slags dynamo-gulv, bestående af små blokke, der giver en lille smule efter, når man træder på dem. Når blokkene bevæger sig i forhold til hinanden, producerer de elektricitet. Den producerede energimængde er lille, men den kan blandt andet bruges til at oplyse skilte om teknologien.

»Vi vil have folk til at forstå den direkte sammenhæng mellem deres bevægelser og den energi de skaber«, siger Thaddeus Jusczyk, den ene af de to idémænd.

Projektet, der vandt den japanske Holcim Fonds pris for bæredygtigt byggeri tidligere i år, kan også producere el til andre formål for eksempel til rockkoncerter, hvor det i givet fald vil være publikums entusiasme, som sætter lydstyrken.

Krystal skaber spænding
Ideen med at tappe energi fra forbipasserende er langt fra ny. Crowd Farm er faktisk inspireret af en indretning foran opfinderen Thomas Edisons hus. For at komme ind må man gå igennem en karrusel, der driver en vandpumpe. Men teknologien bag Crowd Farm conceptet er ny.

Princippet bag hedder piezoelektricitet og udnytter det faktum, at visse typer af keramik og krystal producerer en svag spænding, når de udsættes for tryk eller pres. Disse stoffer, for eksempel zinkoxid, kan væves ind i tøj og levere strøm nok til at drive små gadgets.

Den amerikanske hærs forskningsagentur Darpa har blandt andet forsket i at oplade militær elektronik ved hjælp af piezoelektriske minigeneratorer integreret i uniformer og i støvler.

Natklubber og jernbaner tapper energi fra fodtrin
Japanske ingeniører har også planer om at udnytte vores bevægelser i større skala.

Sidste år installerede det japanske jernbaneselskab JR-East piezoelektronik i tælleapparater, der udover at tælle passagerer også skal bidrage til jernbanestationernes samlede elforbrug.

Og på universitetet i Hull, England, arbejder ingeniører på at udvikle en trappe, der kan udvinde energi fra de skridt, som brugerne af trappen tager, når de går op og ned.



19. aug 2007 kl 10:59

Bjarke Dalslet

Gratis energi?

En sjov detalje er at det er ikke er energi der "alligevel" bliver brugt når vi går, der høstes. Vi skal faktisk arbejde hårdere for at gå på eftergivende gulve. Det er samme effekt som at gå i løst sand. Så vi bliver faktisk narret ind i en trædemølle!


19. aug 2007 kl 18:40

avatar

Jon Bendtsen

Re: Gratis energi?

En sjov detalje er at det er ikke er energi der "alligevel" bliver brugt når vi går, der høstes. Vi skal faktisk arbejde hårdere for at gå på eftergivende gulve. Det er samme effekt som at gå i løst sand. Så vi bliver faktisk narret ind i en trædemølle!

Jamen hvis det giver forbedret folkesund så lav os da straks lave en prøveinstallation på Christiansborg.


19. aug 2007 kl 18:52

avatar

Carsten Wagner

Re: Re: Gratis energi?

Hmmm, hvis man skal få to 60 watt pærer til at lyse bare ved at gå, så skal man tage nogle overordentligt målrettede skridt. Man skal gå med 1 m/sek og overvinde en kraft på 120 Newton, hvis der skal komme 120 watt ud af det. Hvilken "folkemængde", der er parat til det for at drive et helt tog, er mig en gåde.


20. aug 2007 kl 09:51

kuno kragh

Re: Re: Re: Gratis energi?

Man kan også spørge hvilket tog, måske Märklin.


20. aug 2007 kl 10:17

Joakim Garde

Re: Re: Re: Gratis energi?

Man skal gå med 1 m/sek og overvinde en kraft på 120 Newton, hvis der skal komme 120 watt ud af det.

En voksen person kan sagtens tilbagelægge 6000 m/h til fods, så 1 m/s er vel ikke for meget forlangt? Desuden er det vel også ment som et eksempel...?


20. aug 2007 kl 11:39

Bjarke Dalslet

Re: Re: Re: Re: Gratis energi?

Med 120 Newtons ekstra belastning? Og det er ved en virkningsgrad på 1, som man næppe når. 0.5 er nok tættere på virkeligheden, dvs 240 N.

Det bliver da godt nok hårdt at løbe efter toget...


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.