Kloranlæg får lov til at forfalde i danske svømmehaller
Kloranlæg i danske svømmehaller lever i flere tilfælde ikke op til Miljøstyrelsens retningslinjer. Ekspert foreslår strammere lovgivning og mere tilsyn for at undgå en gentagelse af ulykken fra Bornholm.
Læs også
Dokumentation
Kloranlæg i flere danske svømmehaller er i en sådan stand, at der er risiko for klorudslip i stil med det, som forgiftede badegæster i forlystelsesparken Joboland på Bornholm i weekenden.
Ifølge Henning Hammerich fra rådgiverfirmaet Rambøll, der har flere års erfaring med kloranlæg i store offentlige svømmehaller i Danmark, lever omkring 10 procent af kloranlæggene i svømmehallerne ikke op til miljøstyrelsens anbefalinger, og han frygter, at det står langt værre til i småbassiner og fitnesscentre.
»Det, jeg ser, er af meget forskellig kvalitet, og tilsynsmyndighederne har en kæmpe opgave på det her område, som de ikke lever op til,« siger Henning Hammerich.
Uforsvarlige kemikalierum og gamle slanger
I dag har kommunerne tilsynspligten med anlæggene i svømmehallerne, men det er langt fra alle kommuner, som gennemgår anlæggenes tilstand.
»De fleste fører tilsyn med hygiejnen og ser derfor på omsætningstiden af vandet i bassinerne, men de kigger ikke på behandlingen af klor og syre,« siger Henning Hammerich.
»Hvis anlægget ikke bliver lavet efter de vejledende anbefalinger, så er der ingen, som opdager det. Først når et uheld sker, så opdager vi problemet,« siger Henning Hammerich, der peger på en lang række typiske problemer ved anlæggene.
I flere tilfælde har han observeret forældede slanger og uforsvarlig indretning af kemikalierum. I andre tilfælde fravælger de ansatte i svømmehallen at pumpe klor over i en dagtank, men tapper klor direkte fra en stor lagertank på omkring 1.000 liter, hvilket er i modstrid med anbefalingerne.
»Nedskæringer hos svømmehallerne går udover det tekniske personale, og det får betydning for sikkerheden,« siger han.
Ifølge Henning Hammerich vil det være oplagt at gennemføre en kritisk vurdering af svømmehallerne hvert femte år.
Centerchef: Det generelle billede er fornuftigt
Ifølge centerchef for Center for Svømmebadsteknologi på Teknologisk Institut, Ole Bisted, er det generelle billede, at det trods alt står fornuftigt til i de danske svømmehaller.
»Der skal føres tilsyn en gang om året, og anlæggene i Danmark skal følge normerne fra 1996,« påpeger han.
I normerne fremgår det, at kemikalieanlæg skal indrettes, således at de kan oplagre og dossere kemikalier, uden at et brud kan føre til, at de blandes sammen eller slipper ud i omgivelserne, oplyser Ole Bisted.
Men mener du, at tilsynet er godt nok ude på de danske svømmehaller?
»I henhold til de gældende regler, så er det jo kommunerne, der skal føre tilsyn med svømmebadene, og derfor vil jeg anbefale, at du kontakter nogle kommuner for at høre nærmere om, hvorledes de fører tilsyn med svømmebade,« siger Ole Bisted.
Men er det din opfattelse, at tilsynet er godt nok?
»Det vil jeg ikke svare på«, siger Ole Bisted.






