Kinesisk bro kollapsede da stilladset blev fjernet
En 320 meter lang vejbro, der var under opførelse i Kina, brasede sammen, mens 123 arbejdere opholdt sig på den. Mindst 22 lig er fundet, men antallet af omkomne ventes at stige. Politiet tilbageholder entreprenøren.
Læs også
En vejbro, der skulle forbinde det kinesiske turist-område Fenghuang i den centrale Hunan-provins med den lokale lufthavn, brasede mandag eftermiddag lokal tid sammen, mens 123 bygningsarbejdere stadig var i gang med byggeriet.
Ifølge det kinesiske nyhedsbureau Xinhua har arbejderne siden midten af juli arbejdet på at fjerne det stillads, som holdt den 328 meter lange og 42 meter høje vejbro under byggeriet. Broen skulle have været indviet i slutningen af denne måned.
Ifølge nyhedsbureauet er mindst 20 døde, mens 39 fortsat savnes. Internationale nyhedsbureauer opgiver det bekræftede antal omkomne til 22, og Reuters citerer et øjenvidne for, at politiet på stedet har talt mindst 60 døde.
Fjernsynsbilleder viser bulldozere og de 400 soldater, der er udkommanderet til katastrofen, gå mellem lig og brokker fra broen, som gik over en flod.
»En bil var knust flad under broen. Den var så ødelagt, at jeg ikke engang kunne se, hvor stor den var,« siger øjenvidnet ifølge Reuters.
Entreprenøren overnattede hos politiet
De kinesiske myndigheder har tilbageholdt direktøren for entreprenørfirmaet, der bygger broen med et budget på ni millioner kroner. Også projektlederen har tilbragt natten hos politiet, der har beslaglagt alle konstruktionstegninger for at kunne gå dem igennem senere.
Broulykker hører langt fra til sjældenhederne i Kina, selv om det er usædvanligt, at en helt ny braser sammen. Så sent som i juni styrtede en anden bro sammen med ni døde til følge.
Det kinesiske kommunikationsministerium har identificeret 6.300 broer i hele landet, som er farlige, fordi bærende elementer er beskadiget, skriver BBC.






