Forskerholdet skal undersøge, om området lever op til en lang række betingelser, som er formuleret i FN?s havretskommision - f. eks. at kontinentalsoklen har en naturlig forlængelse, og at sedimenterne har en vis tykkelse. Hvis undersøgelserne viser, at området kan komme til at tilhøre Rigsfællesskabet, skal forskerne af sted på et nyt togt i 2009 og 2011 og lave flere målinger. Der må nemlig højst være 60 sømil mellem målepunkterne.

Resultaterne fra undersøgelserne overleveres til FN, der forvalter "havets grundlov". Herefter er det op til FN at afgøre, om Danmark har ret til at gøre krav påområdet.

»I bedste fald kan vi gøre krav på et område, som er tre til fire gange større end Danmarks landareal,« siger leder af togtet Christian Marcussen, som til daglig er seniorforsker ved de Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland.

De fire andre lande ved Nordpolen, Norge, Rusland, Canada og USA, arbejder også på højtryk med at kortlægge ishavet. Det er især drømmen om store mængder af olie, der driver landene. I dag findes der kun få data fra området nord for Grønland, og derfor er der ingen garantier for, at der virkelig gemmer sig olie i undergrunden. Og selvom det viser sig at der findes store olieforekomster i området, skal vi ikke regne med at se noget til det sorte guld foreløbig, vurderer Christian Marcussen.

»Det er helt urealistisk at tro, at vi kan hente eventuel olie i vores levetid. Problemet er den drivende is, som er meget vanskelig at håndtere. Men måske er der særlige bakterier eller andre særlige ressourcer i undergrunden, som får høj værdi i fremtiden,« funderer han.

Ud over området ved Nordpolen er Danmark ved at kortlægge fire andre områder omkring Grønland og Færøerne, hvor der også er potentiale for at finde olie. Kortlægningen af områderne koster millioner af kroner, men en enkelt stor forekomst af olie vil efter alt at dømme kunne tjene det hele ind igen.

Togtet nord for Grønland fører forskerne ud i områder, hvor der aldrig har været skibe før. Forskerholdet har hyret to skibe til togtet. Kortlægningen vil ske fra den svenske isbryder Oden, mens den russisk atomdrevne isbryder 50 let Pobedy, sørger for en farbar sejlrende.

»Vi er ikke garanteret nogen succes, for på ishavet går tingene ikke altid som planlagt på grund af de ekstreme vejrforhold. Men vi har verdens stærkeste isbryder med. Og Oden var et af de første skibe, som sejlede ved Nordpolen, så vi kan ikke have bedre arbejdsforhold,« siger Christian Marcussen.

Forskerne skal først og fremmest lave seismiske undersøgelser af undergrunden ved at lade en luftkanon sende lydbølger ned gennem vandet og havbunden. Lyden reflekteres af lagene i undergrunden og opfanges herefter af såkaldte hydrofoner, som er en slags mikrofoner. Hydrofonerne er koblet på en flere hundrede meter lang slange, en såkaldt streamer, som trækkes efter skibet. Ud fra blandt andet lydens hastighed kan forskerne efterfølgende tegne et snit af undergrunden.

Præcis hvor, de seismiske undersøgelser skal foretages, har forskerne planlagt hjemmefra. Men de endelige sejlplaner er i høj grad afhængige af isforholdene, og derfor bliver de fastlagt på stedet. For selvom isbryderne kan sejle gennem isen, er der risiko for, at den fem meter tykke drivis og de op til 20 meter tykke iskrusninger lukker sig sammen bag skibene og smadrer udstyret i vandet. For at mindske risikoen for uheld, skal det seismiske udstyr operere på omkring 20 meters dybde - men der er stadig fare på færde. Ingeniørassistent ved Geologisk Institut på Aarhus Universitet, Per Trinhammer, frygter især, at store isskosser presses ned af Oden og popper op igen bag skibet, hvor det værdifulde udstyr er.

»Vi taler om isskosser på størrelse med containere. Andre forskerhold er kommet hjem helt uden udstyr, og vi forventer også at miste noget af vores under de ekstreme forhold. Derfor har vi tre sæt med, så vi kan klare at miste det hele et par gange,« fortæller han.

Holdet har også udviklet og indkøbt helt nyt og særligt seismikudstyr, som er skræddersyet til at kunne klare de ekstreme forhold i ishavet.

»Alt udstyr fungerede som forventet, da vi afprøvede det i dansk farvand på miljøskibet Gunnar Thorsen i maj. Nu skal det bare gøre det samme i ishavet,« siger Per Trinhammer.

Som noget nyt har streameren en diameter på 38 mm i stedet for 55 mm. Det gør den lettere at håndtere og mindsker risikoen for, at den hænger fast i noget. En anden forbedring er luftkanonerne, som er kraftigere end dem, som de danske forskere normalt bruger. Kanonerne har 200 atmosfære tryk i stedet for 100 og har en kammerstørrelse, som er fem gange så stor. Det gør, at lydbølgerne når længere ned i sedimenterne. Til gengæld afslører kanonerne ikke giver helt så mange detaljer.

Oden medbringer også en helikopter, så forskerne kan smide sonarbøjer med hydrofoner i vandet langt væk fra skibet. Samtidigt vil forskerne bore såkaldte geofoner, som registrerer vibrationer, ned i isen op til 20 km væk. Dette vil give forskerne en langt bedre mulighed for at måle lydbølgernes hastighed så de præcist kan bestemme, hvad lagene i undergrunden består af, og hvor tykke de er.

Oden har fået installeret en ny multibeam, som er en avanceret form for flerstrålet ekkolod. Multibeamet kan skabe højtopløselige 3D-billeder af havbunden og de øverste sedimentlag. For at kunne bestemme sedimentlagenes alder og hvilke forhold, de er blevet skabt under, vil forskerne bore mudderkerner op af havbunden undervejs med en såkaldt piston corer. Derudover vil forskerne løbende indsamle vandprøver og måle vandets temperatur, ilt- og saltindhold. Alle disse data giver ikke bare et indblik i de øverste lag men tegner også et billede af de dybereliggende ældre sedimentlag, som kan ses på de seismiske profiler.

De ekstreme vejrbetingelser gør, at forskerne må tage visse forholdsregler ombord. Temperaturer under frysepunktet betyder bl.a. at forskerne må opvarme containerne med udstyret. Derudover er det nødvendigt at sende en form for sprit ind i kompressorerne til luftkanonerne, så de ikke iser til.

»Kulden har vi taget højde for, men der skal nok dukke noget op, som vi ikke har tænkt på. Derfor er det en trøst, at vi skal på flere ekspeditioner til området« siger Per Trinhammer.