Nu kommer de personlige mobilsendere
De store teleleverandører står på spring for at levere en helt ny type sendere til mobilselskaberne, som indeholder både et mobilnet, trådløst bredbåndsnet og ADSL. Målet er at udradere fastnettelefonen og kapre hele kundens teleregning.
Står det til de store leverandører, der forsyner mobilselskaberne med sendeudstyr, så går der ikke længe, inden sendemasterne bliver overflødige, når vi benytter mobiltelefonerne hjemmefra.
I stedet skal vi have hver vores lille mobilsender, kaldet en femtocelle, stående i hjemmet eller i virksomheden.
Femtocellen får en begrænset rækkevidde, men bliver en del af mobilnettet. Så snart en telefon kommer inden for dækningen, kobler den sig på minisenderen, og fra den kan mobilselskaberne tilbyde særligt attraktive priser, som gør fastnettelefonen overflødig.
Udstyres med WiFi og ADSL
Femtocellerne kan både benyttes til almindelige GSM-telefoner og til 3G. Til gengæld er der ingen grund til at indbygge det mobile turbo-3G-bredbånd HDSPA i dem.
I stedet bliver de udrustet med trådløst lokalnet (WiFi) og ADSL. Dermed kan mobilselskaberne tilbyde kunderne alt det bredbånd og telefoni, de har behov for, i en samlet pakke. Dermed har de bedre mulighed for at udradere både fastnet- og internetudbydere, argumenterer udstyrsleverandørerne.
Nokia lancerer personlig mobilsender til næste år
Ericsson kom først på markedet med sin personlige mobilsender allerede i februar, skriver svenske Elektroniktidningen, mens Nokia lige har præsenteret sin version, der først kommer på markedet næste år.
Flere mobilselskaber, blandt andet Telia i Danmark, har eksperimenteret med tjenester, som kobler mobiltelefonen på bredbånds- eller ip-telefoni, når den kommer inden for hjemmets fire vægge.
Selv om de personlige mobilsendere kan tænkes at føre til store protester fra grupper, som i dag klager over mobilmasterne, fordi de er bange for at blive syge af radiobølgerne, så bliver sendeeffekten og dermed strålingen i praksis lav.






