Amerikansk spionsatellit løber løbsk i rummet
Den amerikanske efterretningstjeneste har opgivet at komme i kontakt med en milliard-dyr, hemmelig satellit, som engang i løbet af de kommende årtier vil brænde op i atmosfæren.
Sådan så det ud, da NRO sendte spionsatellitten L-21 af sted i december. Siden er det på intet tidspunkt lykkedes at få satellitten til at makke ret.
Læs også
Der er mere dårligt nyt for det amerikanske efterretningstjenestes satellit-afdeling, National Reconnaissance Office (NRO).
Ifølge nyhedsbureauet Reuters har satellit-spionerne måttet opgive at komme i kontakt med en hemmelig satellit med kodenavnet L-21, som blev opsendt 14. december sidste år.
Satellitten vil, siger unavngivne kilder til bureauet, blive efterladt i rummet. I løbet af de kommende årtier vil den langsomt tabe højde fra sit nuværende, lave kredsløb, og til sidst vil den på en dato, som ikke bliver specificeret, brænde op i atmosfæren.
NRO vil ikke selv kommentere oplysningerne, og det er uvist, nøjagtigt hvad formålet med satellitten har været. Ifølge Reuters er der dog tale om en testsatellit for nye teknologier, der skal holde USA i front med spionage fra rummet.
Spionsatellit er bygget af Lockheed Martin
De unavngivne kilder peger særligt på udviklingen inden for syntetiske apertur-radarer, som kan give detaljerede billeder fra Jorden i alt slags vejr, og som ser igennem eventuelle skjul, som fjender forsøger at dække sig under. Særligt tysklands Terrasar-X-satellit, som blev opsendt i juni, markerer ifølge amerikanerne en ny udvikling på området.
Satellittens pris er ikke offentliggjort, men den har ifølge Reuters kostet hundreder millioner af dollars.
L-21 blev bygget af rumfirmaet Lockheed Martin, som heller ikke har ønsket at kommentere tabet af spionsatellitten.
Tabet kommer, kun et par måneder efter det mislykkedes NRO at opsende to testsatellitter i korrekt bane. NRO prøver at udnytte satellitterne begrænsede brændstofreserver til at bringe dem på ret kurs, men det er endnu ikke givet, at det lykkes. Også de to satellitter er bygget af Lockheed Martin.
Mistanke om elendige spionsatellitter fra Boing
Så skulle man tro, at der var godt nyt for hovedkonkurrenten Boeing i kampen om at bygge amerikanernes fremtidige øjne i rummet.
Ifølge Reuters fortalte NRO's direktør, Donald Kerr, i sidste uge en komité nedsat af den amerikanske kongres, at han opfordrer til at droppe to hemmelige satellitprogrammer til milliarder af dollars, fordi chancen for succes er for lille.
Han oplyste, at NRO har måttet sætte et unavngivent firma på den sorte liste, så det først kan levere spionsatellitter igen, når det kan bevise, at der ikke længere er tale om noget skrammel. Ifølge flere kilder er det firma Boeing, skriver Reuters.






