Ingeniørstuderende fræser asfalt med ny racerbil
Seks studerende fra Aalborg Universitet har i deres fritid bygget Unicorn 2, der skal sikre dem oprejsning i et internationalt racerløb i Tyskland.
Danske studerende er med igen, når racerløbet Formula SAE finder sted mellem den 8. og 12. august på Hockenheim-banen, hvor det tyske Formel 1 Grand Prix normalt foregår.
Formula SAE er en konkurrence for ingeniørstuderende verden over, hvor der konkurreres på design og hastighed af små billige racerbiler.
Seks studerende fra Danmark har taget nætterne i brug for at blive færdige med en konkurrencedygtig bil i deres fritid. Resultatet er Unicorn G2 - en enkeltsædet Formel-bil med centermotor og en vægt på 220 kilo.
Ny bil er lettere og mere pålidelig
Sidste år deltog studerende fra Aalborg Universitet med Unicorn G1, men trods en kraftig motor endte de studerende med en sidsteplads, fordi dækkene flænsede og akslerne knækkede under løbet.
»I år har vi satset hårdt på at gøre bilen lettere og mere pålidelig. Vi har udstyret Unicorn G1 med små variable modstande og testet den for at se, hvad vi kunne forbedre. En af de afgørende ændringer er et selvudviklet motorstyresystem,« siger Michael Christensen, civilingeniør inden for Design af Mekaniske Systemer.
Bilfirmaer headhunter studerende under løbet
Racerløbet er i udgangspunktet en underholdende udviklingsproces for ingeniørstuderende, men alvoren lurer lige om hjørnet.
Bilfirmaer som Volvo, BMW og Mercedes overværer nemlig også racerløbet, og det er helt normalt, at bilfirmaerne eller deres underleverandører headhunter studerende under løbet.
Typisk hjælper bilfirmaerne også de studerende i byggeprocessen, og ofte er der mellem 40 og 60 studerende om udviklingen af en bil. Derfor kan de seks danske studerende se frem til hård konkurrence, men det skræmmer dem ikke.
»Vi har en kraftig bil og hvis den bliver pålidelig nok, så har den potentiale til at ligge i front. Vi knokler allerede løs, og frem til start arbejder vi mindst 14 timer på bilen hver dag,« siger Michael Christensen.
Fakta om Unicorn 1:
Enkeltsædet Formel-bil med centermotor og fire uafhængige hjulophæng. 2750 mm lang, 1460 mm bred, 1010 mm høj. Vægt ca. 220 kg.
Driveline:
Motor: 2005 Honda. Rotrex-kompressor med intercooler, indsprøjtning, 20 mm indsugningsbegrænser, slagvolumen på 599 cm3, 4 cylindere, 16 ventiler. Motorstyring via programmerbar ECU. Effekt ca. 70 kW. 6 gear sekventiel, som styres fra rattet. Baghjulstræk. Kæde og limited slip-differentiale.
Chassis:
Space-frame og medbærende motor. Energiabsorberende kollisionszone.
Affjedring:
For: Dobbelt wishbone, centralt monterede fjedre og dæmpere. Bag: Dobbelt wishbone, centralt monteret fjedre og dæmpere.
Bremsesystem:
Generelt: To uafhængige hydrauliske kredse.
Kalibre for: 2 stk. dobbeltstemplede kalibrer placeret ved hjul.
Kalibre bag: 2 stk. dobbeltstemplede kalibrer placeret ved hjul.






