Danmark støtter op om CO2-lagring under havbunden
Med Danmarks hjælp kan landene i EU snart pumpe deres CO2-holdige kulrøg ned under havbunden. Miljøministerens skepsis overfor CO2-lagring er afløst af troen på, at CO2 kan lagres miljømæssig forsvarligt.
Læs også
Læs mere om
Landene i EU kan snart gå i gang med at pumpe CO2 ned under havbunden. De grundlæggende principper bag CO2-lagring er der enighed om, og nu skal de 16 lande blot ratificere ændringerne i den såkaldte OSPAR-konvention.
Trods massiv modstand fra den politiske opposition i Danmark og tidligere tvivl hos miljøminister Connie Hedegaard om det forsvarlige i CO2-lagring, så mener miljøministeren nu, at teknikken godt kan være miljømæssig forsvarlig.
»Konceptet om at opfange CO2 og opbevare den underjordisk kan være en hensigtsmæssig måde at anbringe CO2 på. I de internationale klimaforhandlinger under FN er der fokus på rensnings- og lagringsteknologien (CCS) generelt, herunder lagring i undergrunden under havet,« skriver miljøminister Connie Hedegaard i en orientering til Folketingets miljøudvalg.
Forbudt at lagre CO2 på store havdybder
Under forhandlingerne af principperne for CO2-lagring fik Tyskland bremset et forsøg på at tillade CO2-lagring på havbunden eller i havets vandsøjle. Risikoen for at skade det marine miljø var nemlig for stor.
Det er op til de enkelte lande, om de ønsker at lagre CO2 i undergrunden, og hvis virksomheder ønsker at anvende teknologien i Danmark kræver det en tilladelse fra Transport- og Energiminister Flemming Hansen (K).
Energislugende metode
I øjeblikket kræver CO2-lagring 20-30 procent af den producerede energi, oplyste transport- og energiminister Flemming Hansen (K) i et svar til energiudvalget i vinters.
Prisen for at fortrænge CO2 på denne måde angives til mellem 180 og 426 kroner per ton. Det omfatter udgifterne til fjernelse af kultveilten fra kulrøgen, transport og nedpumpning.
Enhedslistens Per Clausen kalder det stærkt ubetryggende, at Danmark støtter en international aftale om CO2-lagring.
»Den danske accept af en international aftale, der tillader lagring af CO2 under havbunden er et gigantisk svigt af miljøet. Der er tale om en ufattelig dyr og meget usikker løsning. Miljøministeren har selv erkendt, at der er en række tekniske og miljømæssige problemer, der ikke er løst. Miljøministeren mener, at disse problemer skal løses, før CO2-deponering kan anvendes i større omfang. Alligevel godkender hun nu en aftale, der muliggør dette,« siger Per Clausen.





