/rumfart

Astronomer hitter ny type af aktive galakser

Galakserne er blandt de mest lysstærke objekter i universitet, og astronomerne tror, at gasskallen fra dem måske udgør op mod 20 procent at røntgen-baggrundsstrålingen i rummet.

Klik for at se billedet i stort

Den nye type aktive galakser menes at være helt dækket af en skal af gas og støv. Foto: Sonoma State University


Dokumentation

Af Thomas A. E. Andersen, onsdag 01. aug 2007 kl. 13:27

Et hold astronomer har ved hjælp af Nasa's Swift-teleskop og det japanske Suzaku-røntgenteleskop opdaget en ny type af aktive galakser.

Hidtil har man fundet en lang række aktive galakser såsom kvasarer, blasarer og Seyfert-galakser. De har alle det til fælles, at de har et sort hul i midten og sender enorme mængder energi ud fra milliarder af stjerner, der befinder sig på et område på størrelse med solsystemet. Samtidig er de blandt de mest lysstærke objekter i universet.

De nye opdagelser er gjort under ledelse af Jack Tueller fra Nasa's Goddard-rumcenter og offentliggjort i det nyeste nummer af tidsskriftet Astrophysical Journal Letters.

Komplet omgivet af gas og støv
Jack Tuller og hans kollegaer fandt en lang række aktive galakser, der hidtil ikke har været observeret, da deres synlige- og ultraviolette lys var skjult bag gas og støv.

Swift-teleskopet kunne dog se deres højenergirige røntgenstråling gennem støvet og gassen. De har i detaljer undersøgt to af de flere hundrede mulige kandidater til den nye type aktive galakser. De to, der er undersøgt, befinder sig i ESO 005-G004 og ESO 297-G018, som ligger henholdsvis 80 og 350 millioner lysår fra jorden.

Typen af aktive galakser bestemmes af, hvordan de ses. Ifølge den almindelige teori omgives de fleste af en ring af materiale, der delvist skjuler det sorte hul i midten. Den nye type aktive galakser menes helt at være omgivet af en skal af gas og støv.

Astronomerne tror, at de nye aktive galakser måske udgør op i mod 20 procent at røntgen-baggrundsstrålingen i rummet. Strålingen kommer ikke fra de sorte huller , men fra den varme gasskal.

Viden om supermassive sorte huller
Nasa's Chandra røntgenteleskop har tidligere fundet, at denne baggrundsstråling produceres at et stort antal aktive galakser. Men denne gang var det ikke muligt at finde alle disse kilder.

Med de nye aktive galakser kan astronomerne skabe et mere korrekt og komplet billede af, hvorledes supermassive sorte huller og deres tilhørende galakser udvikler sig i løbet af den komiske historie.

Jack Tueller mener, at de sorte huller spiller en afgørende rolle i, hvordan galakserne udvikler sig.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.