Professionelle sportsfolk, som får manipuleret deres eget blod og dermed på ulovlig vis modtager ekstra vindende kræfter i forhold til konkurrenterne, risikerer nu at blive afsløret og aldrig nå op på podiepladserne.

Det tegner til at blive konsekvensen af en omfattende bloddoping-undersøgelse foretaget af danske og australske forskere.

»Vi har fundet nogle ændringer, som virker så markante, at de kun kan optræde ved blodtransfusioner,« erklærer Jakob Mørkeberg, ph.d-studerende ved anæstesiologisk afdeling på Bispebjerg Hospital i København.

Dopingkontrollen er ellers i dag magtesløse over for bloddoping med eget blod. Det skyldes, at dopingformen ikke bygger på indtag af nogen former for fremmedlegemer i kroppen. Kontrollørerne kan derfor ikke lede efter kunstige stoffer eller fremmede celler som ved normal dopingtestning

Derfor må man tage mere indirekte analysemetoder i brug, vurderer Jakob Mørkeberg på baggrund af de midlertidige resultater fra to ud af fire undersøgelsesmetoder fra et bloddopingforsøg med 24 danske mænd i alderen 20-35 år.

Nys om manipulation
En af de fire metoder går ud på at måle den totale mængde af hæmoglobin.

Hæmoglobin er et protein, som binder og fragter iltmolekylerne fra lungerne ud til musklerne. Ved bloddoping forhøjer synderne på kunstig vis mængden af de røde blodlegemer, hvilket dopingkontrollen kan se spor efter ved gentagne målinger af hæmoglobinkoncentrationen.

Den værdi viser mængden af hæmoglobin i blodet i forhold til plasma og hvide blodlegemer, og i den forbindelse er der fastsat en grænseværdi.

Hurdlen er blot, at hæmoglobinkoncentrationen bliver påvirket af, hvor velhydreret man er. Og ikke mindst så kan man også særdeles nøjagtigt regulere værdien ved at sprøjte saltvand ind i blodbanerne og dermed øge plasmavolumen.

Det kneb forsøger Jakob Mørkeberg og kolleger i Sydney at gøre betydningsløst ved at få sportsfolk til at genånde en lille mængde kulilte før og efter en konkurrence. For den lugtfrie gas binder sig mere end 200 gange bedre til de røde blodlegemer end ilt. Så ved at måle procenten af hvor meget kulilte, blodlegemerne binder på forskellige tidspunkter, kan forskerne udregne en nøjagtig samlet mængde hæmoglobin. Dermed få de nys om, hvorvidt en atlet har manipuleret med sit blod.

Metoden fordrer flere tests, samt at den foretages i god tid før konkurrencen.

»Kulilten har som regel forladt kroppen inden for 12 timer, men man bør helst gøre det 24 timer før, så der ikke er nogen risiko for, det skader atleternes præstation,« konstaterer Jakob Mørkeberg.

Øverst på WADA´s ønskeliste
Den anden metode kræver ligeledes flere tests. Her forsøger forskerne ud fra unge blodceller at opstille forskellige ligninger på baggrund af 80 parametre og 24 målepunkter.

Formålet er at opstille en blodalgoritme, baseret på ændringer i en række blodparametre, som er særegent for doping med eget blod.

»De virker lovende. Målingen af total hæmoglobin ser ret solid ud efter 13 målepunkter,« siger Jakob Mørkeberg og nævner cykelrytteren Tyler Hamilton som et brugbart eksempel.

Tyler Hamilton blev udelukket i to år fra sporten på grund af bloddoping. Han fik blodtransfusionerne dagen før enkeltstarterne og de betydningsfulde bjergetaper.

»Ved intelligent skemalæggelse af testtidpunkter omkring de vigtigste etaper i de større etapeløb, vil kuliltemetoden være et pålideligt værktøj til sporing af denne type doping,« vurderer Jakob Mørkeberg.

Netop en metode til at afsløre bloddoping med eget blod var nummer et på ønskelisten hos det internationale dopingagentur WADA i 2006. Agenturet havde i flere år fejlagtigt troet, at bloddoping var blevet afløst af EPO. For bloddoping kræver større mængder hospitalsudstyr og er upraktisk.

På tidspunkter uden for konkurrence skal synderen have tappet 0,5-1,5 liter af sit eget blod. Det blod skal centrifugeres, plasmaet skilles fra, og de røde blodceller opbevares herefter enten i fryser eller i køleskab, indtil de røde blodceller er gendannet i kroppen.

Det tager mindst fem uger at gendanne 1,5 liter blod, og dagen før en hård etape får synderen pumpet en del af det manipulerede blod ind i kroppen.

Tilførslen øger kunstigt mængden af de røde blodlegemer i blodbanen. De transporterer ilt, hvorfor ilten til musklerne bliver forøget. Musklerne kan derfor arbejde længere, og undersøgelser mener, at præstationsevnen kan øges med op til 10 procent.

Modsat bloddopingens mange besværligheder kræver det kunstigt fremstillede erytropoietin, EPO, som kan købes på et apotek, blot én kanyle.

Effekten er mere kraftfuld og bevismaterialet ikke nær så omfattende. Men i begyndelsen af 2000 forfinedes metoderne til at afsløre brug af EPO.

Renæssance for bloddoping
Ifølge flere dopingeksperter betød EPO-udviklingen, at bloddoping fik en renæssance.

Under en af de mest omspændende doping-razzier, den såkaldte Operation Puerto 23. maj 2006, fandt det spanske politi lokaler, der mindede om Grev Draculas forrådskammer.

I cykellægen Eufemiano Fuentes' laboratorium samt et andet spansk laboratorium og en lejlighed lå over 200 poser med konserveret blod. Og i årets udgave af Tour de France blev et af feltets førende ryttere, kasakhiske Alexandre Vinokourov testet positiv for bloddoping. Der var vel at mærke tale om spor efter en anden persons blod. For når det kommer til bloddoping udelukkende med eget blod, har dopingjægerne altså hidtil været på bar bund.

Det forløb er årsagen til, at WADA sidste år valgte at sponsorere Jakob Mørkeberg og australiernes forsøg på at komme op med midlet til at sætte en stopper for doping med eget blod. Især med henblik på verdens største sportsbegivenhed – de Olympiske Lege i 2008.

Den begivenhed tror Jakob Mørkeberg ikke, at testerne bliver rede til. Han forventer, at de første publiceringer i videnskabelige tidsskrifter ligger tre-fire måneder forude.

»Det er ærgerligt, men sådan er forskning. De første forsøg var ekstremt lovende, men hovedforsøget var umiddelbart ikke så godt,« fortæller Jakob Mørkeberg.

Det viste, at signalet på bloddoping ikke var ligeså tydeligt i hovedforsøget som i første omgang. De australske forskere eksperimenterer derfor blandt andet med nogle enzymer, der kan gøre reaktionen tydeligere.

Forsinkelsen er også årsagen til, at der endnu ikke foreligger nogen midlertidige forsøgsresultater fra de øvrige to undersøgelsesmetoder.

Den ene undersøger, om der sker bestemte former for læsioner i de røde cellers membraner, når de bliver opbevaret i køleskabe og frysere. Dermed er der en mulighed for, at det manipulerede blod får et kendetegn, der gør det adskilleligt fra det normale blod, der cirkulerer i kroppen

Den anden forsøger ligeledes at udvikle en testmetode baseret på undertrykkelsen af specifikke gener. I det tilfælde drejer det sig om at se, hvorvidt bestemte gener bliver op- eller nedreguleret ved bloddoping.