Svaret på billig vindenergi blæser i vinden fra en tornado på 200 meter i diameter. Det mener en pensioneret ingeniør fra Canada, der vil bringe energi til 200.000 hjem.
Forestil dig, at du er nabo til en 200 meter bred og flere kilometer høj tornado. Det kan blive virkelighed, hvis den 66-årige pensionerede ingeniør Louis Michaud opfindelse bliver opført i fuld størrelse.
Louis Michaud mener nemlig, at det er muligt at producere elektricitet ved at kontrollere en hvirvelvind, skriver The Toronto Star.
Louis Michaud forestiller sig, at en hvirvelvind på 200 meter i diameter vil kunne producere 200 megawatt, hvilket svarer til forbruget af elektricitet i 200.000 hjem. Han har allerede taget patent på sin opfindelse i USA og Canada, og har opstartet virksomheden AVEtech Energy Corp for at gøre ideen til virkelighed.
Overskudsvarme sætter gang i hvirvelvind
Ideen bag hans opfindelse er, at den overskudsvarme, der produceres af kraftværker, skal transporteres via vandrør til den såkaldte hvirvelvindsmotor, som Louis Michaud har opfundet. Her bliver varmen fra vandet overført til luften, der bliver skubbet over de varme rør af vifter. Luften fortsætter gennem 10 vinklede kanaler, som forårsager, at luften cirkulerer.
Den varme luft begynder at stige til vejrs i cirklende bevægelser, der samler energi jo højere op den kommer og som til sidst skaber en hvirvelvind. Hvirvelvindes fremdrift bevirker at endnu mere luft bliver suget ind gennem kølekanalerne, og de kanaler, der tidligere skubbede luften ind, fungerer nu som turbiner, der genererer elektricitet. Så længe der er varme vil hvirvelvinden fortsætte.
Pris: 325 millioner kroner
Ifølge Louis Michaud vil det koste cirka 325 millioner kroner at bygge værket til hans hvirvelvindsmotor. Men cirka 110 millioner kroner vil blive modregnet det beløb, fordi det ikke er nødvendigt at bygge et køletårn.
Rick Whittaker, der er vice-præsident for investeringer hos Sustainable Development Technology Canada, tror, at projektet har en god chance for at blive til noget.
»De bryder ikke fysikkens love. Det er ikke et spørgsmål om hvorvidt denne mærkelige idé vil fungere eller ej. Det er et spørgsmål om, hvor meget mere økonomisk rentabel den er i forhold til alternativerne,« siger han til The Toronto Star.
Skeptikere frygter at hvirvelvinden går amok
Selvom flere forskere og virksomheder mener, at projektet er muligt at føre ud i livet, så er der også en del skepsis omkring muligheden for at styre en så massiv kraft.
»Konceptet er solidt, og jeg ser ingen grund til at Michauds hvirvelvindsmotor ikke skulle fungere, men mængden af energi er enorm. Når den først er i gang, kan det være svært at stoppe den igen,« fortæller Nilton Renno til The Toronto Star.
Nilton Renno er professor ved University of Michigan og har brugt sin karriere på at studere tornadoer.
Undersøger påvirkning fra sidevinde
I øjeblikket er The University of Western Ontario i gang med at studere en model på en meters højde af hvirvelvindsmotoren i deres vindtunnel laboratorium. De laver også computersimulationer af påvirkningerne af sidevinde på en 20 meter høj model. Forskningen bliver støttet økonomisk af Ontario Center of Excellences (OCE) Center for Energi.
Hvornår denne energiform bliver virkelighed er ikke til at sige på nuværende tidspunkt. Men interessen for Louis Michauds idé er stor. I bestyrelsen for AVEtech Energy Corp sidder flere to forskere fra blandt andre University of Oxford, MIT og University of Cambridge
Jeg har set en identisk løsning omtalt i Politikkens bog om vedvarende energi fra midt 70'erne. Der er vel derfor næppe baggrund for patentet og man må forestille sig at der er en grund til at konceptet ikke er blevet realiseret allerede dengang.
Rank 2009
Interaktivt kort med brancher og topliste »
Alle 800 virksomheder sorteret »