Mini-brændselscelle er nøglen i danmarks første brintbil
Den første danske brintbil har en brændselscelle på kun 4 kilowatt. Det er muligt, fordi et lithium-ion batteri hjælper til, når bilen accelererer. Teknikken kan få prisen for en bil ned på 200.000 kroner.
Den nye danske brintbil med navnet Hywet er en videreudvikling af elbilen Kewet, der er sat i produktion i Norge.
Læs også
Dokumentation
Ved at supplere brændselscellerne i den første danske brintbil Hywet med et lithium-Ion batteri er det muligt at bruge små brændselsceller og dermed sænke omkostningerne betydeligt. Helt ned til 200.000 kroner, mener lederen af Cemtec, Mikael Kau, der står bag brintbilen.
Brændselscellen i brintbilen Hywet har en effekt på kun 4 kilowatt,og det er muligt, fordi brændselscellen ikke behøver at klare spidsbelastninger, såsom acceleration, idet bilens elmotor på 13 kilowatt kan trække strøm direkte fra batteriet.
Elsystemet i brintbilen er indrettet sådan, at brændselscellen oplader batteriet, når den har strøm til overs og trækker strøm fra batteriet, når brændselscellen ikke kan følge med.
»Brændselsceller, der skal levere en stor effekt, er traditionelt meget dyre at producere, og det er selvom den maksimale effekt – peek effekten – i de fleste større anlæg kun bruges sjældent eller i hvert fald meget kort. Ved at supplerer brændselscellen med et batteri, kan vi nøjes med en langt mindre brændselscelle og derved optimere økonomien i systemerne markant,« siger Mads Bang, projektdirektør i virksomheden Serenergy til brintmagasinet Valley News.
Virksomheden Serenergy ligger i Støvring i Nordjylland nær Hobro og står for udviklingen af brændselscellerne og dele af styresystemet i den nye Hywet.
Serenergys produktion er baseret på brændselsceller til blandt andet backupsystemer i forbindelse med indbygning i stationære og mobile anlæg, men ikke til biler. Virksomheden har dog valgt at hoppe med på projektet, fordi de syntes det lød spændende at udvikle en hybrid løsning, hvor brændselsceller virker som lader til et batteri.
Næste skridt er at omdanne methanol til brint
Istallationen af brændselscellen foregår på Institut for energiteknik på Aalborg Universitet, hvor professor Søren Kær Knudsen allerede er begyndt at overveje næst fase af projektet.
»Brint er besværligt at have med at gøre, fordi det enten fylder urimeligt meget eller indgår i en meget tung forbindelse. Derfor planlægger vi at indrette brændstofsystemet, så tanken kan fyldes med metanol, der i en reformator i bilen omdannes til brint. Vi forventer at nå dertil i løbet af efteråret, men i første omgang handler det om at få brændselscelle og køretøj til at fungere sammen,« siger Søren Kær Knudsen i en pressemeddelelse fra Aalborg Universitet.
Brintbil bliver hjælp til hjemmehjælpere
Bag den danske brintbil står også Center for Materiale og Energiteknologi (Cemtec), der har hjemsted i Hobro. Cemtec har stået for købet af den danske elbil Kewet, der er ved at blive ombygget til brintbilen Hywett og skal stå klar til august.
Ifølge lederen af Cemtec, Mikael Kau, skal brintbilen seriefremstilles om to til tre år med henblik på at være køretøj for hjemmehjælperne i Mariagerfjord Kommune.
Fakta: Hywet
2 personers hybrid el/brintbil
Brændselscelle: 4 kW
Motor max effekt: 13 kW
Batteri: Lithium-ion 160 kWh
Aktionsradius: 160 km
Tophastighed: 80 km/t
Optankning: 5 minutter
Brændstofpris: 0,5 kroner per kilometer
Hywet pris: 1 million kroner(prototype)
Anslået pris ved serieproduktion: 200.000 kroner(ingen afgift på brintbiler)






