Kæmpe-supernova støtter teori om festfyrværkeri i tidligt univers
Astronomerne ser frem til at genoptage studierne af den hidtil klareste supernova, der er observeret fra Jorden. Den giver håb om, at et kommende rum-teleskop vil få adskillige kæmpe-supernovaer på linsen.
Læs også
Dokumentation
Astronomerne ser frem til at genoptage observationerne af den hidtil klareste supernova, der er observeret, SN 2006gy, til august.
Supernovaens udvikling kan nemlig have stor betydning for, hvad James Webb-rumteleskopet, der skal opsendes i 2013 og afløse Hubble, forventes at kunne se.
SN 2006gy blev observeret første gang i september 2006, og indtil slutningen af april kunne den følges fra blandt andet det store Keck-teleskop på Hawaii. I øjeblikket er retningen til supernovaen for tæt på retningen til Solen, til at den kan studeres.
Forskerne har beregnet, at supernovaen i det synlige område udsender en energi, der omkring 100 gange større end de største almindelige supernovaer.
De formoder nu, at forklaringen er, at der sker om omdannelse af strålingsenergi til masse i form af elektron-positron-par. Når strålingstrykket derved falder, får det iltkernen i den døende stjerne til at trække sig sammen og opbrænde eksplosivt.
Teorien for denne proces blev fremsat allerede i 1967 af Zalman Barkat fra Hebrew University i Jerusalem, men før SN 2006gy havde man ikke en observation, der ser ud til at stemme overens med teorien. Når observationer af supernovaen genoptages til august, håber forskerne at få endelig vished.
Supernovaen stammer sandsynligvis fra en kæmpestjerne, der var 150 gange så tung som Solen. Uden omdannelse af strålingsenergi til masse i henhold til Barkats teori vil sådanne stjerner stort set ubemærket kollapse og blive til et sort hul.
Kæmpestjernerne er sjældne i dagens univers, så der kan gå lang tid, før man finder et nyt eksempel af denne supernova-type, men de var almindelige i Universets barndom.
James Webb skal netop se så langt ud i Universet, at det kan studere forholdene i det tidlige univers. Her venter formodentligt flere supernovaer i sværvægtsklassen og et flot festfyrværkeri.






