Olieteknologi. De danske olieressourcer bør udnyttes bedre til gavn for samfundet, mener DTU-professor Erling Stenby. Her Dan FG, Danfeltet, i Nordsøen. [foto: A.P. Møller – Mærsk]
Skeptikerne overgiver sig: Olien forbliver svine-dyr
Det Internationale Energiagentur, der hidtil har troet på billig olie i fremtiden, forudser nu, at oliepriserne bliver på et højt niveau i mindst fem år. Efterspørgslen stiger, og produktionen falder, særligt i Europa.
Læs også
-
Oliedirektører: Det sorte guld bliver ved med at koste kassen
Dokumentation
Så er selv de mest skeptiske over for udsigten til høje oliepriser i fremtiden vendt rundt på en tallerken.
Det Internationale Energiagentur, IEA, der leverer de prognoser, som blandt andet den danske regering lægger ti grund for sin vurdering af fremtidens oliepris, erkender nu, at olien bliver ved med at være dyr de næste fem år.
I år har gennemsnitsprisen på en tønde olie ligget på 64,11 dollars, og i sin seneste halvårsrapport fastslår IEA, at den pris nok ikke bliver lavere. Agenturet er dog ikke kommet med et eksakt bud på prisen denne gang, skriver nyhedsbureauet Bloomberg.
Den stigende aktivitet i særligt Asien og Mellemøsten vil skabe øget efterspørgsel, og verdens olieforbrug skønnes at stige med 1,9 millioner tønder pr. dag, så det globale forbrug i 2012 vil ligge på 98,5 millioner tønder dagligt.
Først efter 2015 vil presset på olieproduktionen falde som følge af en øget fokus på kul- og atomenergi, forudser IEA.
Olieproduktionen falder i Europa
Energiagenturet forventer, at det stadig stigende olie-behov skal dækkes af lande, der ikke er medlem af OPEC. Særligt Brasilien og Rusland, men også Canada, Kasakhstan og Aserbajdsjan, forventes at kunne bidrage til olieproduktionen.
Flere steder vil olieproduktionen dog falde, særligt i Europa. Ifølge agenturet vil hele den europæiske produktion i 2012 være under produktionen i Iran. I Storbritannien vil produktionen i en periode falde med 600.000 tønder dagligt, men også Norge vil reducere olie-strømmene, skriver Bloomberg.
Tidligere har IEA været betydelig mere optimistisk i sine prognoser. Således forudsagde agenturet I november 2005, at prisen i 2010 ville være 35 dollars pr. tønde. Det på trods af, at den gennemsnitlige pris i 2005 var 55,25 dollars.






