Boeing præsenterer sin Dreamliner i pomp og pragt
Den amerikanske flyproducent Boeing viste for første gang i 12 år en helt ny flytype frem for 15.000 ellevilde amerikanere og millioner af tv-seere. Selv konkurrenten lykønsker med det mest nyskabene fly i flere årtier.
Læs også
15.000 mennesker på plads, det lokale fodboldstation lejet til medarbejdere, der fulgte begivenheden på storskærm, og millioner af tv-seere, blandt andet på internet. Jo, den amerikanske flyfabrik Boeing havde sørget for at gøre omverden opmærksom på, at søndagen var noget helt særligt.
Da præsenterede Boeing for første gang i 12 år en helt ny flytype, 787, som selskabet også har døbt Dreamliner.
Der var ganske vist ikke meget at se, for udefra ligner Dreamliner til forveksling de modeller, som i dag drøner op og ned ad startbanerne i alverdens lufthavne. Og i luften kunne tilskuerne ikke følge superflyet, for der går mindst seks uger, inden prøveflyvningerne starter.
50 procent komposit
Under den hvide maling skjuler Dreamlineren sine hemmeligheder. Den vigtigste af dem er materialevalget.
Dreamliner består af 50 procent kompositmateriale, glasfiber, kevlar, kulfiber og epoxy, og kun 50 procent aluminium. Det er langt den største andel af kompositmateriale i et passagerfly nogensinde.
Kompositterne er lettere end aluminium og en medvirkende årsag til, at Boeing tør love, at 787'eren bruger 20 procent mindre brændstof end konkurrerende flytyper.
Kompositten har dog også andre fortrin. Blandt andet korroderer den ikke, og derfor kan der skrues op for luftfugtigheden i kabinen til gavn for passagernes komfort.
Med Dreamliner erkender Boeing, at amerikanere ikke er bedst i verden til alting. De fleste dele til flyet bliver derfor produceret i udlandet. Boeing har faktisk konstrueret en særlig fragtudgave af sin 747, som kan hente de store komposit-korroseri-dele i Asien. Den har fået tilnavnet Dreamlifter.
Airbus er bagud
Lykønskningerne med det nye fly strømmede i weekenden ind til Boeing, blandt andet fra kunderne, som er helt vilde med det nye fly. Boeing har allerede modtaget 677 bestillinger og tager ikke imod ordrer, der skal leveres før 2015.
Selv konkurrenten Airbus konstaterede i et åbent brev, at søndagen tilhørte Boeing.
Det gælder dog ikke kun en enkelt dag. Blandt andet takket være Dreamliner har Boeing for første gang i fem år overhalet Airbus og sælger nu igen flest nye passagerfly.
Det hjælper naturligvis ikke Airbus, at det ikke er lykkedes at få styr på produktionen af superjumboen A380, verdens største passagerfly. Men Boeings Dreamliner er nu ikke en direkte konkurrent. Til gengæld kommer Airbus' først med en ny model, der skal tage kampen op med Dreamlineren, i 2013, hvis det da ikke bliver forsinket.
Rækkevidde: 15.000 km
Dreamliner kan i den første version højst fragte op til 250 mennesker. Selv om der senere følger lidt større udgaver, så er hovedsigtet ikke at fragte mange mennesker på et og samme fly, men derimod at tilbyde luftfartselskaberne at droppe mellemlandingerne. Dreamliner får en rækkevidde på 15.000 kilometer.
Analytikere påpeger over for et hav af amerikanske medier, som er eksploderet i begejstring over det nye superfly, at det er for tidligt at strække armene helt i vejret. Ingen ved nemlig, hvordan flyet vil opføre sig i luften. Testplanen er meget stram og levner ikke plads til mange fejl, og bliver Dreamlineren blot få måneder forsinket, vil kritikken være nådesløs.
Boeing har ifølge sine egne oplysninger brugt 44 milliarder kroner på at udvikle Dreamliner. Analytikere mener, at beløbet snarere er 55 milliarder kroner. Det første fly skal efter planen tage passagerer om bord næste år.
Boeing 787 Dreamliner
Middelstort passagerfly i tre udgaver:
787-8: 210-250 passagerer. Rækkevidde: 15.200 km
787-9: 250-290 passagerer. Rækkevidde: 15.750 km
787-3: 290-330 passagerer: Rækkevidde: 5.650 km
Samtlige modeller flyver med hastigheden 0,85 mach.
Boeing producerer fra starten 787-8. De øvrige modeller kommer på markedet i 2010. Endnu senere ventes en større model, 787-10.






