/biotek

Gensplejset majs frifundet for at skade regnorme

Majs, der er gensplejsede til at modstå insektangreb, er ikke giftige for regnorme, springhalder og andre dyr i jordbunden, konkluderer Danmarks Miljøundersøgelser.

Af Magnus Bredsdorff, fredag 06. jul 2007 kl. 15:13

Genmodificerede majs, der tidligere er anklaget for at være de »rene giftfabrikker«, bliver frikendt i en ny rapport fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU).

GM-majsen er udstyret med et gen med giftstoffet Bt-toxin, som kommer fra bakterien Bacillus Thuringiensis. Giftstoffet er skadeligt for majsborebillen, som er en stor plage for landmænd syd for Danmark, men som ikke findes i Danmark.

Ifølge kritikerne skader Bt-toxin både insekter og grundvand, men de beskyldninger har intet på sig, viser DMU's undersøgelser, som seniorforsker Poul Henning Krogh har stået i spidsen for.

Konklusionerne er dels baseret på laboratorietest, hvor de enkelte dyr er blevet udsat for Bt-toxinet, dels markforsøg, hvor jordbundsfaunaen efter dyrkning med GM-afgrøderne er undersøgt.

I laboratoriet undersøgte forskerne springhaler, der blev fodret med rødder fra Bt-planter, og grå orm, der spiste snittede Bt-majs. Desuden blev protozoer (en fællesbetegnelse for encellede organismer med cellekerner, for eksempel amøber) og rundorme eksponeret for oprenset Bt-toksin.

I alle ovenstående undersøgelser kunne forskerne ikke se nogen effekt af, at dyrene blev udsat for Bt-giftstoffet.

Det samme var tilfældet i markforsøgene, hvor der i en fireårig periode dyrket Monsantos Bt-majs på marker i Danmark og Frankrig.

Dette gav ingen ændringer, som kunne tilskrives Bt-majsen, i eksempelvis populationstætheden af organismerne.

DMU's forsøg er en del af EU-forskningsprojektet Ecogen.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.