Vi giver skader fra dioxin-forurening videre til vores børn
Den klorholdige miljøgift dioxin Dioxin ødelægger dna’et i mænds sædceller, og skaderne er formentlig arvelige, hvilket kan resultere i aborter, misdannede fostre eller cancer hos børnene. Det viser ny forskning fra Aarhus Universitet.
Læs også
Dioxin, der findes i alt fra fødevarer til bilos, fører til alvorlige dna-skader på mænds sæd. Det viser en undersøgelse på 400 mænd fordelt over hele Europa, foretaget af forskere fra Aarhus Universitet.
De har konstateret en sammenhæng mellem forekomsten af dioxin i blodet hos mændene og omfanget af dna-skader i deres sæd.
»Tidligere studier blandt mennesker tyder på, at dna-skader kan nedarves, og man ved fra forsøg med dyr, at dna-skader hos faderen kan nedarves og resultere i et øget antal aborter, mutationer, fødselsdefekter og cancer,« siger forskningsleder Eva Cecilie Bonefeld-Jørgensen, lektor ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.
Dioxin har i flere omgang været i søgelyset, da det formentlig har en lang række skadelige effekter, herunder at det øger risikoen for kræft og kan virke lammende. Men der er store individuelle forskelle på, hvor meget dioxin mennesker optager, hvor stor skade det forvolder.
I den seneste undersøgelse har forskerne ikke kigget isoleret på en enkelt type dioxin, men derimod på hele dioxin-cocktailen i kroppen. Med i denne cocktail er eksempelvis PCB’er og klorerede persicider.
Grønlandsk overraskelse
Undersøgelsen er foretaget på raske mænd fra Polen, Ukraine, Sverige og Grønland.
Resultaterne fra Grønland overraskede forskerne, som forventede, at inuitterne ville have en højere dioxin-aktivitet end den resterende gruppe, da de i højere grad spiser fedtholdige havdyr, som ophober dioxiner.
Den hypotese holdt ikke stik. De havde derimod en lavere aktivitet og færre dna-skader.
»Forklaringen kan være, at de marine dyr også rummer en stor mængde Omega 3-fedtsyrer og antioxidanter som selen, der øger en god sædproduktion og afgifter de sundhedsfarligere processer i cellerne, der kan føre til dna-skader,« siger Eva Cecilie Bonefeld-Jørgensen.
Det begrunder hun blandt andet med, at de grønlændere, der primært købte mad fra supermarkeder og spiste samme kost som andre europæere, havde samme dioxin-aktivitet som mændene fra Sverige, Polen og Ukraine.
Fakta om dioxin
Dioxin er en samlet betegnelse for klorholdige forbindelser, der oftest er meget giftige for mennesker.
Det er blandt andet kendt, at dioxin øget risikoen for kræft, reproduktionsforstyrrelser, nedsættelse af immunforsvaret, neurotoksiske effekter og hormonforstyrrelser.
Dioxin dannes, når organiske forbindelser, som indeholder klor, brændes af. Dioxin bliver ikke fremstillet industrielt, da der ikke har nogen nytteværdi. Men det er et biprodukt ved industrielle processer og ved affaldsforbrændinger og biltrafik.





