Europas elnet er tæt på at bryde sammen
Elnettet i Europa er ved at være over sidste holdbarhedsdag, og der er behov for at kunne forudse, hvornår de enkelte dele bryder sammen. Desuden skal der udvikles nye isoleringsmaterialer, mener britiske eksperter.
Læs også
Dokumentation
Levetiden for delene i elnettet er ved at løbe ud, så verdens forskere skal lynhurtigt kunne beregne, præcis hvornår de enkelte dele sætter ud, og skynde sig at finde alternative isoleringsmaterialer.
Elnettets truende kollaps vil derfor være hovedemnet på en international konference for verdens eksperter i isoleringsmaterialer i næste uge.
Formand for konferencen, Paul Lewin fra universitetet i Southampton, siger, at diskussionen om elnettets levetid er af yderste vigtighed for fremtidens forsyning af elektricitet verden over.
»Det meste af Storbritanniens elnet blev installeret i 1960’erne, og levetiden blev vurderet til at være omkring 40 år. Vores udfordring er at sikre en konstant forsyning ved at kunne forudsige, hvornår de enkelte dele bryder sammen,« udtaler han ifølge en pressemeddelelse fra universitet.
Og han bakkes op af kollegaen ved samme universitet, George Chen.
»Mange dele af elnettet i Storbritannien nærmer sig enden af deres virksomme liv. Vi kan erstatte dem, men prisen er enorm, så – ikke overraskende – vil industrien have den størst mulige udnyttelse af det, der allerede er installeret. Vi har virkelig brug for at kunne forudsige præcis, hvornår en transformer eller et kabel er lige ved at sætte ud, så vi kan erstatte det lige inden, så vi minimerer udgifterne og generne for kunderne,« siger han ifølge pressemeddelelsen.
For at kunne beregne, hvornår de enkelte dele sætter ud, er der brug for, at eksperter verden over forsker i, hvordan man kan vurdere alderen og tilstanden af et system og de enkelte dele, mens de er i brug, lyder det fra konferencens talere.
De sætter desuden fokus på, at der skal undersøges nye former for isoleringsmaterialer, blandt andet ved hjælp af nanoteknologi.
Ingen uro i Sverige
I Sverige tager de konferencens budskab med ro. Håkan Lidman ved Elsikkerhedsværket, der overvåger det svenske elnet, mener ikke, at systemet i Sverige er tæt på kollaps.
»Men det er et interessant problem, og det er vigtigt at finde ud af at kunne prioritere blandt de nødvendige tiltag, og det kræver meget mere forskning inden for området,« siger han til Ny Teknik.






