Biobenzin på sidelinjen: Elbilen er fremtiden
Biobrændstoffer er et overgangsfænomen. Hvis vores biler skal køre på andet end benzin og diesel, så skal det være strøm fra genbrugelige batterier, konkluderer en længe ventet rapport fra Energistyrelsen.
En stærkt forsinket dansk rapport om alternative drivmidler i transportsektoren udnævner elbilen til at være den mest lovende teknologi frem mod år 2025, fordi en elmotor er så meget mere effektiv end en forbrændingsmotor. Men det kræver, at batterierne forbedres, og man skal kunne genbruge de gamle batterier.
Indtil da må vi anvende mindre effektive løsninger, hvor elmotoren fodres af en brændselscelle - drevet af brint, baseret på strøm fra vedvarende energikilder, eller af methanol, som kan fremstilles af biomasse.
Sådan lyder konklusionen på rapporten, som er udsendt af Energistyrelsen, og som bygger på et arbejde i en tværministeriel arbejdsgruppe, nedsat i 2005. Gruppen har vurderet potentialet i de forskellige teknologier, når det gælder miljø, økonomi og CO2-fortrængning.
Ifølge rapporten har traditionelle biobrændstoffer som bioethanol, biodiesel og syntetiske brændstoffer baseret på biomasse kun betydning som en overgangsteknologi, fordi de kan bruges i eksisterende køretøjer eller forsyne brændselscellerne.
Der er heller ikke behov for at pumpe flere danske forskningspenge i 2. generations bioethanol-produktion, som baserer sig på halm og andet restbiomasse. Den udvikling har Danmark dækket med et igangværende program på 200 millioner kroner over fire år.
Derimod anbefaler gruppen, at Danmark støtter en hel vifte af andre alternative drivmidler., først og fremmest med udvikling af transport-teknologier, baseret på forgasning af biomasse, hvor gassen omdannes katalytisk til DME (dieselligneden brændstof) eller til methanol til brændselscellerne.
Gruppen anbefaler også større fokus på synergien mellem produktion af el, varme og transportbrændstoffer.
Endelig skal Danmark kaste sig ind i kampen for at udvikle fremtidens elbiler, herunder brændselsceller og brint og rene batteri-modeller. Desuden skal vi være med til at skabe systemer, hvor elbilen kan udgøre et fleksibelt lager for elnettet, når der er overskud af for eksempel vindmøllestrøm.
Hos elselskabernes brancheforening, Dansk Energi, siger chefkonsulent Camilla Rosenhagen, at vi stadig mangler de tilbundsgående analyser, som kan rykke hele billedet af de forskellige alternative drivmidler. Rapporten peger selv på, at det enkelte drivmiddels samlede effekt på klima, energi, natur og miljøeffekt bør undersøges nærmere.
»Måske kan denne rapport give en god baggrund for at gå videre med danske indspil til en fælles europæiske model for miljøcertificering af biobrændstoffer,« siger hun i Dansk Energis nyhedsbrev og tilføjer, at EU-Kommissionen i slutningen af året forventes at give nogle bud på minimumsniveauer for bæredygtige biobrændstoffer.
Den omfattende rapport med bilag er netop sendt i høring frem til 6. august 2007.





