/byggeri

Århusiansk lavenergibyggeri får endelig tilladelse

Efter fire års kamp mod Socialministeriet får boligforeningen Ringgården endelig lov til at bygge 80 lavenergiboliger.

Af Ulrik Andersen, torsdag 14. jun 2007 kl. 00:00

Efter at have strittet imod projektet i fire år har Socialministeriet endelig givet den århusianske boligforening Ringgården tilladelse til at gå i gang med byggeriet af 80 lavenergiboliger.

Boligprojektet SHE (Sustainable Housing in Europe) har modtaget både den danske Energispareprisen og EU-Kommissionens Europæiske Pris for Bæredygtigt Byggeri, alligevel har ministeriet hidtil afvist projektet, fordi kvadratmeterprisen ligger over rammebeløbet for alment byggeri i provinsen. Men nu har ministeriet pludselig ændret holdning.

»Socialministeriet begrunder det blandt andet med skiftet i regeringens energipolitik, og det er jo fantastisk. For halvandet år siden sad kong Lomborg på toppen af dansk miljø- og energipolitik, men siden efteråret 2006 er det hele skiftet, og nu vælter det frem med projekter og ideer,« siger direktør Palle Jørgensen fra Boligforeningen Ringgården.

Eksperimenter med energibesparelser

Lavenergibyggeriet, der får støtte gennem EU-projektet Sustainable Housing in Europe, er delt op i tre afdelinger, hvor der skal eksperimenteres med forskellige grader af energibesparelser og teknologier.

De første boliger, der skal bygges, er 50 trærækkehuse i lavenergiklasse 1. De er tegnet af den tyske arkitekt Thomas Herzog og præfabrikeres hos det tyske firma O-Lux.

Rækkehusene vil blive fyldt med en række nye teknologier. Blandt andet får vægge og lofter monteret paneler med såkaldte faseskiftende materialer, der er i stand til at oplagre store mængder varme, så temperaturen indenfor holdes konstant.

Gangarealerne omkring husene skal oplyses med LED-lamper og rummene skal varmes op med et langsgående varmepanel monteret i gulvniveau. Panelet er lige så bredt som væggen og opvarmer dermed hele væggen og luften foran den. På den måde blokerer man for kuldestråling fra væggen.

Planer om 40 passivhuse

Anden etape i projektet er 40 lavenergiseniorboliger og tredje etape er 40 såkaldte passivhuse, der endnu mangler Socialministeriets endelige godkendelse - men hvor ministeriet ifølge Palle Jørgensen mundtligt har meddelt, at der vil blive set "med positive øjne på projektansøgningen". Passivhuse har et meget lavt varmebehov på maksimalt 15 kWh/kvm årligt og et elforbrug på højst 120 kWh/kvm på et år.

De to sidste projekter er færdigprojekterede af arkitektfirmaet Schmidt Hammer og Lassen og det rådgivende ingeniørfirma Birch & Krogboe, og Ringgården har været i indledende forhandlinger med større danske entreprenørvirksomheder om bud på projekterne.

Men Ringgårdens direktør Palle Jørgensen regner det for overvejende sandsynligt, at boligforeningen igen må til udlandet for at finde entreprenører.

»Vi er i gang med en række drøftelser angående seniorboligerne, men mit foreløbige indtryk er, at de hverken vil kunne bygge seniorboliger eller passivhuse inden for den økonomiske ramme, vi har fået, Dertil er det danske prisniveau alt, alt for højt. Det er byggematerialerne og de danske entreprenørers prisniveau, der er problemet,« mener Palle Jørgensen.

De 50 første huse skal stå klar til indflytning 1. marts 2008 efter en byggeperiode på godt ni måneder.



14. jun 2007 kl 22:35

Henning Sørensen

Århusiansk lavenergibyggeri får endelig tilladelse

Hej "Passivhuse har et meget lavt varmebehov på maksimalt 15 kWh/kvm årligt og et elforbrug på højst 120 kWh/kvm på et år*


15. jun 2007 kl 10:31

Ulrik Andersen

Re: Århusiansk lavenergibyggeri får endelig tilladelse

Hej Henning Tak for spørgsmålet. Jeg kan godt forstå, at du undrer dig, men forskellen mellem grænserne for energiforbrug til rumopvarmning, de 15 kW2/m2 årligt, og energiforbruget til bygningens primære drift på 120 kWh/m2 årligt er rigtig nok. Her kommer et citat fra den interessante hjemmeside www.altompassivhuse.dk, som rådgiverfirmaet Ellehauge og Kildemoes driver. "For breddegrader mellem 40° - 60° nordlig bredde, og under forudsætninger specificeret i PHPP beregningsmodellen er: det totale energi behov til rumopvarmning begrænset til 15 kWh/m² boligareal." De 120 kW2/m2 skal ifølge samme side dække forbruget til det totale primære energi forbrug til varmt brugsvand, rumopvarmning/køling, ventilation, pumper, husholdningsstrøm, lys mv. Jeg kan i øvrigt også anbefale hjemmesiden www.passivhus.dk, hvor man også kan læse meget mere.Venlig hilsenUlrik AndersenjournalistIngeniøren


15. jun 2007 kl 19:47

Henning Sørensen


17. jun 2007 kl 12:54

FLEMMING THINGGAARD

Re: Århusiansk lavenergibyggeri får endelig tilladelse

120 kWh/m2  syntes jeg er meget selvom det er total forbrug . jeg har at hus på 220 m2 dvs. 220x120 kw = 26400 kw pr år  x 2 kr = 53.000 kr puha så havde jeg da ikke råd til at bo i mit hus mere. har et hus fra 1970 erne, har termo ruder og 250 mm iso på loftet og bruger 4000 kw el  og 5000 kw fjernvarme, 4 mennesker. mit forbrug er næsten 1/3 AF HVAD ET NYT ENERGI HUS ER, hmm nej der er ikke noget galt doooo  


29. jun 2008 kl 19:47

Niels Hørby

120 kWh/m2/år primær energi

Hej Flemming
Jeg mener det skal regnes sådan her.
Dit strømforbrug skal ganges med faktor 2,7 i henhold til passivhus beregningen. Altså 2,7 X 4000 = 10800
Fjernvarmen skal ganges med faktor 1. Altså stadig 5000
I alt primær energi 15800 / areal 220 = 72 kWh/m2/år
Det var meget lavt
Ret imponerende for et hus fra 1970 på 220 m2 at du kan nøjes med 5000 kWh fjernvarme, hvordan gør du det?
Jeg bruger selv 12000 kWh fjernvarme på 130 m2 og ved at det ikke er et stort forbrug sammenlignet med mine naboer.
Venlig hilsen Niels


29. jun 2008 kl 20:23

avatar

Karl Andreassen

Re: 120 kWh/m2/år primær energi

Hej Niels

Dit regnestykke er ikke helt forkert, men i passivhus kriterierne beregner man netto m2 ikke brutto som her i DK.
Jeg er også benovet over det lave forbrug i 70er huset som Flemming bor i. Jeg ville gerne have en fjernvarme måler med indbygget "håndbremse".
Hvis det er rigtigt så er det super flot.
Har i lyst til at skrive evt. spørgsmål til andre omkring passivhuse så er der her på siden oprettet en ny gruppe specielt for passivhus interesserede.

Har i lyst til at se et passivhus under opførsel så er jeg igang med et som ligger lige ved siden af mit eget hus. Så kig ind i sommerferien jeg giver kaffe.
Huset har egen hjemmeside
www.passivhus-lindeballe.dk


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.