Tørret blod får Dracula-grise til at vokse hurtigere
Tørret svineblod er en effektiv vækstfremmer, når det blandes i smågrises foder, viser en række undersøgelser. Dermed kan blodet erstatte de antibiotika, som landbruget tidligere tilsatte svinefoderet.
Smågrise, der på bedste Dracula-manér får blandet varmetørret svineblod i deres foder, vokser og trives bedre.
Det er blodets indhold af proteiner, der har den gavnlige effekt, og dermed kan produktet erstatte de antibiotika-vækstfremmere, som landbruget ikke længere må anvende, fordi de udvikler resistente bakterier.
En opgørelse foretaget af den spanske forsker dr. David Torrallardona fra det statsejede forskningsinstitut Institut de Recerca i Tecnologia Agroalimentàries viser, at smågrise, der fodres med den blodbaserede vækstfremmer SDPP (spray dried porcine protein), spiser mere og bliver mindre syge.
Han baserer sin opgørelse på 75 undersøgelser, som involverer mere end 12.000 grise.
Vækstfremmere er relevante for smågrise i perioden, hvor de tages fra soen og skal overgå til fast føde. Grisene er ikke længere dække ind af den naturlige beskyttelse, der findes i soens mælk.
Desuden skal mave-tarmsystemet omstilles, og grisen har endnu ikke opnået tilstrækkelig surhed i maven til at bekæmpe eksempelvis bakterier.
Grisene har i denne periode derfor mindre appetit og en dårligere trivsel. Men opgørelsen viser, at grise fodret med den SDPP i gennemsnit spiser ca. 370 gram pr. dag, mod 170 gram pr. dag, uden vækstfremmeren.
SDPP fremstilles af blod, der er et biprodukt ved svineslagtningen.
Først fjernes blodceller, hvorefter det resterende plasma, som er en klar, gullig væske, koncentreres ved fordampning eller filtrering, og herefter tørres produktet ved at spraye fine dråber i et tørrekammer med en temperatur på 200 grader. Denne måde er skånsom ved proteinerne, som ikke mister sin næringsværdi.
Blod-produktet har et højt indehold af proteiner, omkring 70-80 pct. Størstedelen af proteinerne er albuminer og globuliner, herunder gammaglobuliner, som blandt andet er antistoffer.
Antistofferne spiller en vigtig rolle i immunsystemet, og det er formentlig en del af forklaringen på SDPP's gavnlige effekt på grisene, konstaterer David Torrallardona.
Vækstfremmere baseret på antibiotika er ikke længere tilladte i EU, da det store antibiotikaforbrug øger risikoen for antibiotika-resistens. Det blodbaserede produkt lever derimod op til al gældende EU-lovgivning, oplyser EAPA, European Animal Protein Association.






