/elektronik

Jordens centrum er fundet

Ny målemetode giver den nøjagtige position af Jordens centrum med én millimeters nøjagtighed. Det har stor betydning for forskning i havstigning, jordskælv og vulkaner.

Af Kent Krøyer, onsdag 13. jun 2007 kl. 00:00

Afsmeltningen af is fra Grønland og Antarktis skal helst kunne måles præcist i form af stigningen i verdenshavenes niveau. Men det har også betydning at se, hvor meget vægten af de permanente gletschere tynger på underlaget, og hvor meget dette forandrer sig.

I de seneste år er havniveauet steget med cirka tre mm årligt, men den måling bliver usikker, hvis ikke Jordens midtpunkt kan fastslås med mindst lige så stor nøjagtighed, skriver netmagasinet Physorg.

Faktisk er der to definitioner på Jordens centrum, og det gør opgaven lidt sværere.

Den ene beregner Jordens massemidtpunkt som funktion af alt fast stof, mens den anden medregner atmosfæren, havet og de tykke islag. Og helt præcist bliver det aldrig, fordi Jorden er "blød", lidt som en klat gelé. Og Jordens massemidtpunkt bevæger sig lidt hele tiden, fordi Jorden er i konstant bevægelse.

Men netop viskositeten af Jordens ydre kappe er ét af de forskningsområder, der får kan drage nytte af et mere præcist massemidtpunkt. Andre vigtige områder er den globale klimaforskning og forskningen i de tektoniske pladers bevægelser og vulkanernes aktivitet.

Det er forskeren Donald Argus fra Nasas Jet Propulsion Laboratory i Pasadena, Californien, som har udviklet den nye måleteknik i samarbejde med amerikanske og internationale forskningsorganisationer. Hans rapport offentliggøres i juni-nummeret af Geophysical Journal International.

Fire metoder kombineres

Måleteknikken er en kombination af fire metoder:

Dels bruger Argus data fra ekstra præcise GPS-modtagere, dels får han data fra LAGEOS (Laser Geodynamics Satellites), et system af geodætiske satellitter i højt kredsløb, som spores med lasere.

Desuden får han data fra et netværk af radioteleskoper, som måler Jordens position i forhold til kvasarer i universets udkant - det kaldes VLBI (Very Long Baseline Interferometry).

Og endelig får han data fra et fransk netværk af satellitsporingsinstrumenter ved navn DORIS (Doppler Orbitography and Radio positioning Integrated by Satellite).



13. jun 2007 kl 15:44

Bjarke Dalslet

Jordens centrum er fundet

Det er en tosset overskrift. Jordens centrum er ikke det samme som dens massemidtpunkt.


14. jun 2007 kl 00:03

John Johansen

Re: Jordens centrum er fundet

Jeg forstår ikke, Kent Krøyer, hvad du mener i det næstsidste afsnit, hvor du nævner fjerne kvasarer i forbindelse med VLBI!?Der er ingen grund til at det netop skulle være "fjerne kvasarer" for at bestemme Jordens position. Langt nærmere objekter kan give samme   nøjagtighed.                                                                      - Desuden må Jord-Månesystemets fælles massemidtpunkt vel cirkulere omkring Jordens centrum, sikkert nogenlunde i takt med tidevand og -jord!?


14. jun 2007 kl 10:00

Kent Krøyer

Re: Jordens centrum er fundet

John Johansen skrev:Jeg forstår ikke, Kent Krøyer, hvad du mener i det næstsidste afsnit, hvor du nævner fjerne kvasarer i forbindelse med VLBI!?Der er ingen grund til at det netop skulle være "fjerne kvasarer" for at bestemme Jordens position. Langt nærmere objekter kan give samme   nøjagtighed.                                                                      - Desuden må Jord-Månesystemets fælles massemidtpunkt vel cirkulere omkring Jordens centrum, sikkert nogenlunde i takt med tidevand og -jord!? Hej John JohansenJeg kan godt forstå, du spørger. For VLBI bruges normalt til at studere de fjerne kvasarer. I korthed kan man sige, at VLBI går ud på at modtage (og optage på harddisk) rummets radiosignaler fra mange klunger af radiomodtagere, der står så langt væk fra hinanden som muligt. Senere kan man korrellere de modtagne signaler, der hører til SAMME tidspunkt, og det "billede", man derved kan danne, svarer til, at et radioteleskop havde samme antennediameter som afstanden mellem radiomodtagerne. Der er VLBI-modtagere i både USA, Japan og Europa, så det giver tilsammen et stort radioteleskop, der kan se langt væk. Men nu kommer vi til fidusen, som Donald Argus benytter:Hvis man bruger VLBI-systemet "omvendt" og sammenligner de mange modtageres modtagelse af et identificerbart signal fra en fjern kvasar - så kan man uddrage data om Jorden, blot tidspunktet er meget præcist. På den måde kan man studere ting som Jordens rotation, tektoniske pladers bevægelse osv. med millimeterpræcision. Men Donald Argus kombinerer disse beregninger med tre andre - lige så avancerede målemetoder - så det samlede regnestykke må blive temmelig stort. Der bruges selvfølgelig et computerprogram til selve beregningen, men man skal alligevel holde styr på mange beregningsparametre for at kunne sige noget troværdigt om den samlede usikkerhed.Jeg er måske for nem, men jeg kan altså godt blive imponeret af sådan et regnestykke - selv om manden formentlig ikke bestiller andet og har et hold af dygtige hjælpere i baggrunden. mvh. Kent Krøyer, journalist 


20. nov 2009 kl 18:34

Kasper Holm

Fundet??

Det var godt det fandt igen..
Jeg vidste slet ikke det var blevet væk..


20. nov 2009 kl 19:53

avatar

Ruben Hansen

Re: Fundet??

Jeg har hele midt liv befundet mig lige over det :)


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.