Nordmand bygger kvantecomputer-simulator
Nordmand har skrevet software, der kan simulere en kvantecomputer. Det gøre det muligt at teste applikationer til kvantecomputere.
Den norske forsker Eirik Ovrum har i forbindelse med sin doktordisputats skrevet et dataprogram, som kan simulere en kvantecomputer.
Programmet giver mulighed for at teste software til fremtidens kommercielle kvantecomputere.
Det er et vigtigt skridt mod rigtige kvantecomputere. For selv om der i dag findes kvantecomputere i forsøgsopstillinger, lider teknologien under, at det er svært at skrive programmer til dem.
Kvantecomputere vil, når de bliver færdigudviklet, være ekstremt hurtige til bestemte typer opgaver, og for eksempel ventes det, at militærfolk vil bruge dem til at afkode fjendtlige meddelelseskrypteringer, skriver websiden forskning.no.
I kvantecomputere er det små elementarpartikler som fotoner, der bærer informationerne. Informationen lagres i partiklen som spin. Hvis partiklen spinner den ene vej, aftaler man, at det betyder et nul, mens et ét-tal repræsenteres af et modsatrettet spin.
Desuden anvender man nogle af kvantemekanikkens særlige naturlove som regneregler.
En af dem er den såkaldte sammenfiltring, som får partikler til at opføre sig ens, selv om de er langt fra hinanden.
Ændringer på én partikel sker øjeblikkeligt hos de andre sammenfiltrede partikler, og det betyder, at kvantecomputerens regnehastighed bliver meget stor.
Kvantecomputere skal imidlertid forbindes med almindelige computere, før man kan programmere dem. Derfor er man ikke langt fra virkelighedens situation, når man som Eirik Ovrum bruger en almindelig computer som kvantecomputer-simulator.
Eirik Ovrums disputats: Entanglement and Quantum Simulators (Eirik Ovrum, University of Oslo, 2007)






