Bamse-robot skal redde soldaterliv
USA er i færd med at udvikle en to-benet, militær arbejdsrobot, som kan bære sårede soldater ud af skudlinien.
Robotten Bear (Battlefield Extraction-Assist Robot) har fire lemmer ligesom et menneske, og den er 1,80 meter høj. Den løfter 135 kg i én arm, og ved en test for nylig viste den, at den nemt kunne kravle op og ned ad trapper med en menneskelignende dukke i armene.
Den kan bære op til 250 kg over store afstande uden at blive træt, og den er i stand til at transportere en soldat, mens den knæler eller ligger ned. Den har nemlig hjul på hofter, knæ og fødder. Afhængigt af omstændighederne kan den vælge at bevæge sig i skridtgang med skiftende vægt på hver fod - eller bruge hjulene.
Armene bevæges med hydraulik ligesom gravemaskiner, og styringen er så fin, at den kan løfte en såret soldat i én enkelt, blød bevægelse.
Mellem skuldrene har robotten et "hoved", som er udstyret med kameraer, mikrofoner og højttalere, som benyttes af robotføreren via et trådløst link. Desuden har den accelerometre og gyroskoper, der mærker enhver bevægelse frem eller tilbage. Små computere reagerer automatisk på sensorernes input og flytter robottens fødder eller hjul, når det er nødvendigt for at holde balancen.
Projektets første økonomiske bevillinger kommer fra US Armys afdeling for Telemedicine and Advanced Technology Research Center i byen Frederick i Maryland. Men i anden omgang har den amerikanske kongres bidraget en halv snes millioner kroner til videre udvikling.
En talsmand fra Telemedicine and Advanced Technology Reserach Center, Gary Gilbert, siger til New Scientist, at »det er vigtigt, når man har med sårede at gøre, at bevare det menneskelige aspekt.«
Dermed mener han, at robotten ikke må virke frygtindgydende. Derfor har den fået en "bamse-agtig" fremtoning, især hovedet virker tiltalende i sit design.
Bamse-robotten, som også vil kunne bruges til at læsse tungt gods på lastbiler, ventes at være klar til mere realistiske feltforsøg om mindre end fem år. Den nuværende udgave fjernstyres af en robotfører, men kommende udgaver vil gradvist blive mere uafhængige.
Firmaet Vecna Technologies ser også andre anvendelser for robotten - i farlige ulykkeszoner med giftigt eller radioaktivt udslip.






