Københavns Energi: Giv os nu lov til fjernkøling
Et projekt med fjernkøling af Magasin, Illum og Det Kongelige Teater vil både spare penge og CO2. Alligevel er projektet gået i stå, fordi Københavns Energi ikke kan få den nødvendige tilladelse.
Med den seneste rapport fra Energistyrelsen ser Københavns Energi ikke længere nogen undskyldning for, at politikerne ikke giver grønt lys for fjernkøling af stormagasiner, banker og butikker omkring Kongens Nytorv.
Selvom rapporten fra Energistyrelsen kalder gevinsterne ved fjernkøling i Danmark for begrænsede, så fremhæver rapporten, at det kan være en god ide i områder med tætliggende butikker, mange mennesker og nem adgang til havvand.
Omkring Kongens Nytorv er Københavns Energi klar til at nedkøle Magasin, Det Kongelige Teater, Illum og en lang rækker butikker med havvand fra Nyhavn og damp fra Amagerværket. Beregninger fra Københavns Energi viser en årlig elbesparelse på 7 GWh og en årlig CO2-reduktion på 3.000 tons.
Men projektet er gået i stå, fordi lovgivningen ikke tillader, at kommunen laver fjernkøling. Det er halvandet år siden, at Københavns Energi første gang prøvede at få foretaget en lovændring, der gav projektet grønt lys.
Siden har adskillige politikere henvendt sig til regeringen, herunder overborgmester Ritt Bjerregaard (S), der har spurgt statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) om, hvornår projektet kunne gå i gang. Svaret lød, at man afventede Energistyrelsens rapport.
Den er nu kommet, og derfor ser Københavns Energi ingen grund til at vente længere.
»Det projekt, vi har i støbeskeen, viser markante økonomiske og miljømæssige fordele - og virksomhederne er meget interesserede i at få fjernkøling fra os. Men hvis vi skal have projektet færdigt i 2009, når der afholdes klimatopmøde her i København, så må vi i gang nu. Derfor vil jeg opfordre regeringen til fjerne forhindringerne - for eksempel ved at tilføje en dispensationsmulighed for demonstrationsprojekter,« siger administrerende direktør i Københavns Energi, Poul Mortensen.
Ifølge Københavns Energi er fjernkøling udbredt i mange europæiske lande. I Sverige er der for eksempel bygget 41 fjernkølingsanlæg med en effekt på i alt 550 MW. Til sammenligning vil projektet i København kun levere en effekt på 15 MW.






