Solstrøm: Elmåleren kører baglæns

PHloggen nyder synet af en elmåler der kører baglæns og regner på hastigheden

Af Poul-Henning Kamp, onsdag 13. jun 2007 kl. 00:00

Selvom elregningen i mit sommerhus aldrig har været det mest plagsomme punkt på privatbudgettet, er det alligevel en tilfredsstillende følelse at elmåleren kører baglæns når solen skinner.

Det store spørgsmål er om den kører baglæns hurtigt nok til at det kan betale sig, eller i det mindste ikke er totalt hul i hovedet, at installere solceller på hele den sydlige tagflade.

Lige nu og her ligger mine solceller 14% over resultatet fra EU's estimeringsværktøj, ialt 68.5 kWh imod 60kWh for perioden.

Men hvad er 14% ekstra når DMI for guderne vide hvilken gang deklamerer vejrrekord og siger at der har været 27% flere solskinstimer end normalt i april og maj ?

I et forsøg på at holde det aktuelle vejr udenfor har jeg lavet lidt statistisk benarbejde.

DMI offentliggør ugeberetninger om vejret og fra dem har jeg sakset soltimerne fra "Flakkebjerg II" der er den nærmeste station i forhold til mit sommerhus.

En lineær regression af aktuelle solskinstimer per dag imod mine solcellers produktion giver en kurve der hedder noget i stil med "200Wh + 90 Wh * h(sun)".

Med 365 dage og 1550 solskinstimer fra klimanormalen giver det omkring 210 kWh/år for et "normalår"

210 kWh/år er 16% over de 180 kWh/år som tommelfingerreglen siger for et 200W(peak) anlæg som mit, så det modsiger ihvertfald ikke min hypotese om at der er bedre økonomi i solceller ude ved kysten.

Men selvom det peger i den rigtige retning, men det er mildest talt et spekulativt statistisk grundlag.

Men der er ingen tvivl om at elmåleren kører baglæns og feel-good værdien af det er ikke nem at sætte pris på.

phk



08. aug 2007 kl 09:17

avatar

Claus Wøbbe

Overvejelser vedr. udbygning af anlæg

PH, har du (det gætter jeg på, du har) overvejet, hvilke komplikationer der evt. kan opstå, hvis man vil udbygge sit solcelleanlæg med fx. en ny type paneler? Jeg mener, der meldes jo jævnligt om nye paneler med større effektivitet.
Man skal naturligvis sørge for hele tiden at have tilstrækkelig med "inverter-kapacitet", men er det en teknisk forudsætning, at panelerne skal være af samme type?


08. aug 2007 kl 10:09

avatar

Poul-Henning Kamp

Re: Overvejelser vedr. udbygning af anlæg

Godt set Claus,

Der er to overvejende filosofier indenfor solcelleanlæg: en stor inverter eller mange små.

Fordelen ved mange små inveretere er at de præcise belysningsforhold får mindre betyding, hvis et enkelt panel rammes af skygge producerer de andre invereres paneler stadig for fuld kraft.

Fordelen ved en stor inverter er naturligvis mindre tab og, alt andet lige mindre investering.

Modulerne i hvert system skal helst være så ens som muligt for at undgå spild, panelerne er jo seriekoblet.

Mit endelige anlæg bliver efter alt at dømme kun med en slags paneler og en enkelt inverter.

Poul-Henning


08. aug 2007 kl 11:08

avatar

Lars Clausen

Re: Re: Overvejelser vedr. udbygning af anlæg

Poul-Henning

Det lyder rigtig spændende!

Hvor meget har du investeret i sådan et anlæg?

Mange hilsner

Lars Clausen


08. aug 2007 kl 11:15

avatar

Poul-Henning Kamp

Re: Re: Re: Overvejelser vedr. udbygning af anlæg

Indtil nu kun de 7000 kroner som "Gør Det Selv" anlægget kostede.

Planen er at "det store" anlæg laves når jeg renoverer taget og bygger et værelse på sommerhuset.

Poul-Henning


08. aug 2007 kl 11:38

Jørgen Henningsen

Sammenkobling på DC siden

Det er vel også en mulighed at sammenkoble effekten fra flere forskellige elementer på et fælles DC net med simple DC-DC convertere, de har meget små tab og er billige. Så kan man nøjes med een inverter selvom man har paneler af flere slags.

-Jørgen


08. aug 2007 kl 11:51

avatar

Lars Clausen

Re: Re: Re: Re: Overvejelser vedr. udbygning af anlæg

Tak for svaret

200 kWh pr. år, letter din egen elregning for ca. kr. 300 + moms pr. år. Så 7000 kr / 300 kr giver en tilbagebetalingstid på ca. 25 år. (uden at der er taget renter med). Og det er kun ved egetforbrug.
Efter 20 år vil der være produceret ca. 4 MWh, til en værdi af ca. kr. 6000, og ved 5% rentesats vil der være betalt ca. kr. 8085 i renter. Det giver en kwh pris på ca. kr. 4,20.
Så solenergi er vist ikke ligefrem en guldgruppe rent kr/øre mæssigt.

Men feel-good effekten skal bestemt heller ikke nedvurderes, og jeg synes det er et kanon spændende initiativ.


08. aug 2007 kl 11:53

avatar

Lars Clausen

Re: Re: Re: Re: Re: Overvejelser vedr. udbygning af anlæg

Til sammenligning koster vindmøller fra kr. 0,32 - 0,39 pr. kwh.


08. aug 2007 kl 12:29

avatar

Poul-Henning Kamp

Re: Re: Re: Re: Re: Re: Overvejelser vedr. udbygning af anlæg

Lars,

Som jeg har anført i tidligere blogindlæg, så har den danske regering ikke nogen energipolitik men kun en skattepolitik og derfor straffes solstrøm rent betalingsmæssigt i forhold til alle andre energiformer.

Solstrøm kommer i spidsbelastningstimerne, hvor vi mest har brug for strøm, det kommer decentralt i nettet så der er ikke noget transmissionstab og ejerne af anlæggene kan ikke manipulere prisdannelsen på NordPool ved at skrue op og ned for produktionen.

Selvom solceller kun ligenøjagtig løb rundt på 20år, så er det samfundsøkonomisk set en meget bedre investering end brændt ler til tagdækning.

Poul-Henning


08. aug 2007 kl 13:40

avatar

Center Denmark A/s

Spidsbelastning???

Nu er det en kendt sag, at der bruges mest strøm i danmark juleaftens dag mellem 16 og 18, og der er solen så vidt jeg ved gået ned.

Men når det er sagt så tilslutter jeg mig din holdning om at Danmark aldrig har haft en energipolitik, men derimod har ladet sig styre af økonomiske og følelsesmæssige dogmer.

/Morten


08. aug 2007 kl 13:44

avatar

Poul-Henning Kamp

Re: Spidsbelastning???

Morten,

Jeg skrev "spidsbelastning" ikke "extrembelastning".

Den daglige effektkurve fra NordPool matchiner produktionen fra mine solceller så godt at det er tragisk.

Poul-Henning


08. aug 2007 kl 14:54

Mikael Boldt

Re: Re: Spidsbelastning???

Læst på computerword.dk i mandag:
" På bare fem år vil amerikanske computeres strømforbrug fordobles. USA får brug for 10 nye el-værker for bare at dække behovet."

Og Nordpool viser jo også at el-forbruget topper når solen står højest på himlen samtidig med kaffemaskinen, computeren og superbrugsens klimaanlæg kører.

Lad os få gang i noget mere alternativ energiproduktion - og solceller er næste trin hvor danmark bør være foran - ligesom med vindmøllerne.

nyd solen - ha en god dag
Mikael Boldt


08. aug 2007 kl 18:02

avatar

Lars Clausen

Re: Re: Re: Spidsbelastning???

Mere vedvarende energi, ja helt klart.

Solceller virker dog ikke til at være et realistisk alternativ, pga. den ekstremt dårlige økonomi. (Er alt for dyrt i forhold til den meget lille mængde energi der kan produceres). Jo, jeg har lagt mærke til at der er flere nye teknologier, der lover højere effektivitet i procent. Men det nytter jo ikke noget hvis ikke prisen også kommer ned i et helt andet leje.

Derimod kunne bølgeenergi sagtens gå hen og blive et realistisk bud. Der er stor aktivitet på området.


08. aug 2007 kl 18:36

avatar

Poul-Henning Kamp

Solceller er Tagbelægning

Alle "ved" bare at solceller har dårlig økonomi, men hvis nu I tænker på dem som tagbelægning istedet for energikilde, så er økonomien pludselig meget bedre.

Der findes solceller der kun koster ca. 1000 kr/m^2 og de er tilmed nogle af de billigste i forhold til den effekt de producerer.

I forhold til et tegltag der ingenting producerer, så er solceller faktisk en god investering.

Poul-Henning


20. aug 2007 kl 07:56

avatar

Claus Wøbbe

Re: Solceller er Tagbelægning

Hvordan ser "solcelle-landkortet" ud? Der findes de gængse typer solceller i dag, som har en effektivitet på mellem 6 og 13% (ikke sandt?). Men er der færdige produkter i støbeskeen, som vi kan regne med snart markedsføres, med bedre effektivitet? Altså, skal jeg investere 100kkr nu, eller skal jeg vente lidt?


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Debatterede
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.