/energi

Bilfabrikkernes klagesang: Grønne biler bliver dyre

De europæiske bilfabrikker er gået på krigsstien for at undgå at skulle udvikle nye biler, som udleder mindre CO2 end i dag. Sådanne biler bliver 19.000 kroner dyrere end dagens - eksklusiv afgifter.

Af Magnus Bredsdorff, torsdag 31. maj 2007 kl. 00:00

"Vi skal bruge mere tid." "Vi gør det godt i forvejen." "Det er uretfærdigt, at vi skal bære så stor en del af byrden." "Jeres biler bliver meget dyrere."

Det var noget af en klagesang, som formanden for de europæiske bilproducenter, Fiat-direktøren Sergio Marchionne, forleden udsatte blandt andre EU-kommissionens formand, Jose Manuel Barroso, for.

Hans lange liste af argumenter for, at bilproducenterne i hvert fald ikke behøver at skære drastisk ned på CO2-udledningen fra deres produkter, blev præsenteret samtidig med European Automobile Manufacturers Associations årsrapport.

Fiat-direktøren er ligesom sine tyske kolleger stærkt fortørnet over, at deres biler gennemsnitligt i 2012 ikke må udlede mere end 130 gram CO2 per kilometer.

I dag ryger der 160 gram CO2 ud af udstødningen på den distance, en reduktion på 25 gram per kilometer på 10 år. Det er i sig selv noget af en præstation, fremhæver bilproducenterne.

Sergio Marchionne mener, at fem år er alt for kort tid til at udvikle brændstoføkonomiske køretøjer. Han kræver frem til 2015 - mindst.

Bilfabrikkerne er dog godt klar over, at argumentet om, at prototyperne til 2012 allerede er mindst på tegnebrættet, næppe opnår stor gennemslagskraft i Bruxelles.


Næste trumfkort er derfor prisen.

19.000 kroner dyrere

Det er op til ti gange dyrere at reducere CO2-udledningen ved at proppe bilerne med ny og brændstofbesparende teknologi end for eksempel at styre trafikken på vejene bedre, benytte biobrændstof eller afgifter, som ansporer folk til at købe en benzinøkonomisk bil, hævder bilfabrikkerne. Og så undgår de endda at tale om roadpricing.

For at sætte streg under det med prisen, så har bilfabrikkerne regnet sig frem til, at det vil koste små 19.000 kroner ekstra for hver bil, hvis de skal leve op til EU's miljøkrav. Ekstraprisen skal der så betales afgifter af.

En højere pris vil forhindre europæerne i at købe nye biler. I stedet vil de bumle rundt i deres gamle skrammelkasser og forurene endnu mere, end hvis EU's nye klimamål ikke havde forhindret dem i at købe en ny bil. Bilerne i Vesteuropa er i gennemsnit otte år gamle, mens de har 20 år på bagen i de nye EU-medlemslande mod øst.

Sergio Marchionne finder det i det hele taget uretfærdigt, at bilfabrikanterne skal bære så stor en del af byrden ved at nedbringe den hastigt voksende udledning fra bilkøerne på Europas motorveje. Biobrændstof og andre tiltag på vejene skal kun bidrage med 10 gram CO2 per kilometer, fremhæver han.

Bilfabrikanternes felttog mod de nye regler skal ses i sammenhæng med, at EU-Kommissionen har en høring om kravene i gang. Den slutter med udgangen af juni.



01. jun 2007 kl 19:59

jimmy christiansen

Bilfabrikkernes klagesang: Grønne biler bliver dyre

Dyrere??? Hvis konceptet ellers holder vand.Så kan man, når den kommer i produktion, købe en 6 personers aircar for 5300 euro ca 40000 kr + eventuel afgift. http://www.theaircar.com/oneca...p;Ok hvis der skal ekstraudstyr i eller en mere fancy model, så vil den være dyrere. Men den helt skrabede model til 3500 euro (ca 28000kr + eventuel afgift) med 3 sæder vil kunne dække de flestes behov. Grunden til at jeg skriver +afgift er at det er en "grøn" bil. Den kører på luft, der laves med el, altså en elbil som jo er fritaget for afgift.Men de har også en model der bruger brændstof og luft, og den vil der nok være afgift på. Så fabrikkerne skulle til at tage sig sammen.


05. jun 2007 kl 18:59

Jens Ulrik Jensen

Re: Bilfabrikkernes klagesang: Grønne biler bliver dyre

Har de gode folk bag luftbilen tænkt over energieffektiviteten ved at bruge trykluft? I anden sammenhæng er det jo god latin at skifte trykluftværktøj ud med elektrisk drevet, netop på grund af energibesparelsen. Mon ikke at tabet i kompressoren mv. gør energiforbruget pr. km lovlig højt? 


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk