Jylland-Fyn tæt på blackout
De vestdanske elforbrugere oplevede kun et blink i lyset, men det kunne være gået helt galt,
Der var travlhed i kontrolrummet hos det danske systemansvar, Energinet.dk, da en fejl tirsdag kl. 9.49 udkoblede 400 kV transformerstationen Wilster i Tyskland nord for Elben og dermed afskar den igangværende eksport sydpå af 1100 MW fra Norden.
Fejlen fik straks frekvensen i Nordtyskland og det vestdanske elsystem til at stige til faretruende 50,9 Hz. Den høje frekvens afbrud områdets elnet fra det øvrige kontinentale elsystem. Kun et velfungerende nødberedskab forhindrede det vestdanske elsystem i at kollapse.
Det vestdanske elsystem styres fra kontrolrummet i Skærbæk, hvor den høje frekvens betød automatisk udkobling af 230 MW decentral kraftvarme og små 500 MW vindkraft samt nødeffekt-indgreb på jævnstrømsforbindelserne mod Norden med cirka 400 MW.
Afbrydelsen ophørte efter omkring fem minutter, da det atter lykkedes E.On Netz, det nordtyske systemansvar at sammenkoble det berørte område til det øvrige europæiske UCTE-system. De vestdanske forbrugere oplevede kun krisen som blink i lyset.
»Vi oplever heldigvis kun meget sjældent så høje frekvenser i elsystemet, men fik om ikke andet bekræftet, at det vestdanske nødberedskab virker efter hensigten, siger civilingeniør Mette Kiel Jørgensen fra Energinet.dk.
Nødeffekt-indgrebet reducerede importen fra Norge med 300 MW og fra Sverige med 85 MW. Overførslen på begge forbindelser blev i løbet af den efterfølgende time kørt tilbage til det planlagte, hvorefter kontrolrummet kunne afblæse den skærpede drift, der blev udmeldt til de regionale netselskaber og produktionsselskaber straks, da krisen opstod.






