Glem bioethanol: Sirup i tanken skal drive brintbiler
En nøje afmålt enzymcocktail i tanken omdanner raskt sirup til brint, hævder amerikanske forskere. På den måde kan energien i biomasse udnyttes tre gange bedre end med bioethanol.
Glem alt om ethonal. Energien i biomasse kan udnyttes tre gange så godt, hvis den i stedet bliver brugt i et sukker-brint-brændselscellesystem.
Det hævder to amerikanske forskere efter at have eksperimenteret med 13 forskellige enzymer, der aldrig er fundet i en kæde i naturen.
Det er denne syntetiske enzymmæssige smutvej, der blot med vand kan omforme stivelse i eksempelvis sirup til brint og kuldioxid. Resultatet er offentliggjort i maj 23 net-udgaven af Public Libary of Science.
»Vi har slået tre fluer med et smæk. Vi har fundet på en miljøvenlig, effektiv og sikker måde at fremstille og distribuere brint på,« erklærer lektor Percival Zhang fra universitetet Virginia Tech.
Gennemburdet kom, da Percival Zhang forsøgte at finde et enzym, der effektivt kan omdanne cellulose til ethanol. Samtidig sad Michael Adams på University of Georgia og knoklede med at kreere brint med enzymer.
De fik nys om hinandens arbejde, sammenkædede deres enzymer og opdagede dermed en kombination, som direkte forvandler biomasse til brint, skriver Virginia Tech i en pressemeddelelse.
Efterfølgende har laboratorietests vist, at processen fungerer under normalt tryk og normale temperaturer såsom 30 grader celsius.
Tanken er derfor, at hele processen med enzymerne skal kunne rummes i bilens brændselstank. Ifølge Percival Zhang kan en 45 liters tank rumme 27 kg stivelse, hvilket vil levere fire kilo brint, der så igen kan række til omkring 500 kilometer med foden på speederen.
»Vi regner med, at processen vil koste 15 kroner per kilogram brint, hvilket giver samme mængde energi som ti liter benzin,« siger Percival Zhang.





