Blev indbyggerne i New Orleans ofre for drivhuseffekten og den globale opvarmning, da orkanen Katrina lagde byen i ruiner?

Nogle miljøaktivister mener, at vi selv har skylden, fordi verden gør alt for lidt for at nedbringe forbruget af fossile brændsler og reducere det globale CO2-udslip. Men indtil for nylig ville de fleste klimaforskere have besvaret spørgsmålet med et rungende nej. For selv om klimamodellerne generelt peger på, at den menneskeskabte drivhuseffekt vil føre til mere ekstremt vejr, så har der specifikt hersket stor usikkerhed om, hvorvidt opvarmningen af Jorden vil resultere i flere og værre orkaner.

Tropiske orkaner henter deres brændstof fra varmt vand i oceanerne, så umiddelbart lyder koblingen mellem varmere have og flere orkaner lige ud ad landevejen. Men så enkelt er det ikke. For atmosfæren trækker i modsat retning. Når temperaturen stiger, opvarmes de højere luftlag mest, og det øger stabiliteten i atmosfæren og modvirker opstigning af varme, fugtige luftmasser, som føder en orkan. De globale klimamodeller giver ikke noget entydigt svar på, hvilken af de to modsatrettede kræfter, som er den stærkeste.

To nye studier, der bygger på observationer gennem de senere årtier, viser, at det samlede antal orkaner ikke er øget på globalt plan, men til gengæld har der været flere af de allerværste orkaner – med en direkte kobling til, at overfladetemperaturen i de tropiske oceaner er steget med 0,5 grader siden 1970.

»De to studier indikerer, at der er en sammenhæng mellem stærkere orkaner og den globale opvarmning«, siger Eigil Kaas og Wilhelm May fra klimasektionen på Danmarks Meteorologiske Institut. »Når det gælder orkaners styrke, ser det umiddelbart ud til, at de stigende havtemperaturer slår kraftigere igennem end de afdæmpende atmosfæriske effekter«.

Frem mod år 2100 ventes overfladetemperaturen i de tropiske oceaner at stige med ca. 2,5 grader som følge af den menneskeskabte drivhuseffekt. Hvis den observerede sammenhæng mellem havtemperatur og særligt voldsomme orkaner holder stik, kan fremtidsscenariet opsummeres med to ord: Flere Katrinaer.

Det er svært at modellere sammenhængen mellem orkaner og klima, og de globale klimamodeller har problemer med at reproducere tropiske orkaner tilfredsstillende. Det skyldes især, at modellerne, som inddeler kloden i netværk på 250-300 kilometer, ikke er fintmaskede nok.

De meteorologiske modeller, som bruges til at lave prognoser for tropiske orkaners kurs og styrke, opererer med netværk, hvor der kun er få kilometer mellem gitterpunkterne. Men desværre er det vanskeligt at indarbejde langsigtede globale klimaændringer i de regionale orkanmodeller.

En af de forskere, som er nået længst med at forene de to typer modeller, er amerikaneren Thomas Knutson fra Geophysical Fluid Dynamics Laboratory ved Princeton University. Hans beregninger over de senere års udvikling falder fint i tråd med de nye observationer: En tendens til flere orkaner med stor styrke. Andre studier tyder på, at der næppe kommer flere orkaner i alt, men måske tværtimod færre.

Når det gælder observationer, er det heller ikke let at afklare, om den globale opvarmning medfører flere eller stærkere orkaner, fordi orkaner udviser en stor naturlig variation.

For det første kan både hyppigheden og styrken af orkaner variere fra år til år, f.eks. falder antallet af orkaner i Atlanterhavet, når der er optræk til en El Niño-begivenhed i Stillehavet.

For det andet varierer antallet og styrken af orkaner over en tidsskala på flere årtier, hvilket er blevet kædet sammen med periodiske ændringer i de globale havstrømme. Man er med andre ord nødt til at filtrere en masse naturlig støj fra for at finde et klimasignal; med alle de usikkerheder, som det indebærer.

Traditionelt har klimarelaterede observationer af orkaner fokuseret på eventuelle stigninger i antallet, uden at der er påvist en klar tendens.

Kerry Emanuel fra Massachusetts Institute of Technology valgte i stedet at undersøge, om der var sammenhæng mellem de målte stigninger i overfladetemperaturen i de tropiske have siden 1930 og orkaners styrke og varighed.

Resultaterne, som blev publiceret i Nature i august, viste, at orkaner på begge sider af USA's kyster siden 1970 har haft en tendens til at leve længere og udløse mere energi end tidligere.

Emanuel konkluderede: »Mine resultater indikerer, at fremtidig opvarmning vil øge de tropiske orkaners styrke og ødelæggelsespotentiale. Når man tager den forventede befolkningstilvækst i kystområderne i betragtning, vil dette føre til flere orkanrelaterede tab af menneskeliv og værdier i det 21. århundrede«.

I september, efter Katrinas hærgen, kom der yderligere vægt bag de dystre forudsigelser, da en forskergruppe under ledelse af Peter Webster fra Georgia Institute of Technology i Science offentliggjorde en verdensomspændende analyse af orkaner gennem de seneste 35 år. Det svarer til den tid, hvor der har været global dækning med vejrsatellitter, hvilket er med til at sikre et ensartet datasæt for hele perioden.

Gruppen konkluderer, at det usædvanligt store antal orkaner, som har ramt USA's kyster i de sidste ti år, skyldes naturlige variationer i havtemperaturerne i området. Der er heller ikke tegn på, at de kraftigste orkaner er blevet endnu kraftigere. Men analysen viser – globalt set – en klar sammenhæng mellem varmere overfladetemperaturer i de tropiske have og en stigning i antallet af de mest ødelæggende orkaner.

På verdensplan er antallet af orkaner i de højeste kategorier, 4 og 5, steget med 57 procent fra den første halvdel af perioden til den anden. En orkan i kategori 5 har vindhastigheder på over 250 kilometer i timen, og orkanen vælter alle træer, buske og skilte på sin vej, knuser bygninger og river husenes tage af. Hvis man ser på de svagere kategori 1-orkaner, er der interessant nok observeret et fald i antallet på verdensplan. Den observerede udvikling passer med det, som klimamodeller antyder, der vil ske i fremtiden.

Langt fra alle klimaforskere er overbeviste om, at den observerede tendens til flere af de stærkeste orkaner skyldes global opvarmning snarere end naturlig variation. Og hverken Webster eller Emanuel hævder at have bevist en definitiv sammenhæng mellem et øget antal meget voldsomme orkaner og den menneskeskabte drivhuseffekt.

Webster har siden konstateret, »at der er en monumental mangel på forståelse for den rolle, som orkaner spiller i det globale klimasystem«, mens Emanuel har vovet sig længere ud ad planken: »Når det gælder orkaner, må vi forvente at se store forandringer senere i århundredet. Og til den tid kan vi begynde at give den globale opvarmning skylden«.