/biotek

Forskere vil udrydde infektioner fra medicinsk udstyr

Dansk konsortium arbejder på at bryde bakteriernes kommunikationssystem og forhindre dem i at rotte sig sammen.

Deltagerne i Biomed-konsortiet

• Biocentrum DTU
• Teknologisk Institut
• Aalborg Universitet
• Coloplast Research
• PBN Medical, Stenløse
• Egalet
• Radiometer Medica
• Meditek

Af Birgitte Marfelt, søndag 25. sep 2005 kl. 02:00

Et dansk konsortium er i færd med at finde et våben mod de infektioner, der hvert år rammer mere end 80.000 hospitalsindlagte danskere. Målet er at forebygge infektioner fra sygehusenes medicinske udstyr ved at hindre bakterierne i at kommunikere med hinanden.

Den største del af infektionerne udvikler sig til kroniske tilstande, der modstår kroppens immunforsvar og ikke kan behandles effektivt med antibiotika. En del ender med døden. De resulterer alle i forlænget sygehusophold og en skønnet merudgift på en mia. kr.

Omkring 60 pct. af infektionerne stammer fra hospitalernes medicinske udstyr. Smittebærere er alt fra katetre i blodårer, kunstige led, hjerteklapper og pacemakere til kontaktlinser. Eksempelvis får alle, der anvender urinvejskatetre i mindst fire uger, blærebetændelse. Desuden dør mellem 200 og 300 patienter hvert år på danske sygehuse, efter at bakterien Staphylococcus aureus har inficeret blod eller lunger.

Mediko-innovationskonsortiet Biomed vil indarbejde forskning på Biocentrum DTU i medicinsk udstyr for at reducere antallet af infektioner. Ifølge lederen af konsortiet, Anne-Lise Høg Lejre, chef for Center for Plastteknologi, Teknologisk Institut, vidste man tidligere ikke, nøjagtigt hvilke bakterier der voldte skade, men avancerede molykylærbiologiske metoder udviklet på Aalborg Universitet kan nu bestemme bakteriearten.

»Desuden har man fundet ud af, at bakterierne har deres eget kommunikations- eller signalsystem,« fortæller Anne-Lise Høg Lejre.

Signalsystem hedder »quorum sensing« og fortæller disse snu bakterier, hvornår de er tilstrækkeligt mange til at kunne angribe effektivt, så de ikke bliver slået ned af immunforsvaret hos deres »vært«.

Biomeds hensigt er at kappe bakteriernes kommunikation over ved at hindre signalstofferne i at fungere. Ved at forhindre bakterierne i at danne en biofilm, forebygger man infektionen.

Overlæge Elsebeth Svendstrup Jensen, Statens Serum Institut, vurderer, at potentialet i at forebygge infektioner fra medicinsk udstyr er kolossalt.

»Biofilm har man kendt siden 1970'erne. Man ved, at man får biofilm, når man implanterer noget i kroppen. Og man ved, at den er meget svær at angribe, både for desinfektionsmidler, antibiotika og for immunsystemet,« forklarer hun.

Teknikken til at få has på biofilmen kan blive en del af kampen mod bakterier, der er resistente over for antibiotika. Den kan ikke erstatte antibiotika, men hvis bakterierne ikke sætter sig sammen i en biofilm, men flyder enkeltvis rundt i kroppen, er de lettere at få has på med eksisterende antibiotika. Det viser professor Michael Givskovs forskning på Biocentrum DTU.

Forskningen er kommet så langt, at nogle af bakteriernes signalstoffer er fundet. Michael Givskov har været nede på Great Barrier Reef i Australien og indsamle flere tusinde prøver. For hypotesen er, at der ikke gror biofilm på koralrev, hvilket muligvis skyldes, at korallerne udsender de stoffer, der skal bruges til at bryde bakteriernes kommunikation. Ved hjælp af prøverne er man ved at finde frem til de mest effektive stoffer.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.