Industriens dilemma mellem pris og kvalitet
Kun en tredjedel af fødevareeksporten er højkvalitet, viser tal fra Dansk Industri
Fakta
Den globale konkurrence presser prisen. EU-udvidelse, discountkrig, dansk dyrevelfærd og omlægning af landbrugsstøtten er elementer, der gør det svært for danske fødevareproducenter fortsat at have prisbevidste basisvarer som styrkeområde. Derfor skal fødevarebranchen lægges om til at producere kvalitetsvarer, konkluderer IDA i nyt Fødevareteknologisk Fremsyn.
EU-udvidelse: Medfører en betydelig konkurrence fra nye lavtlønslande.
Discountkrig: Den tiltagende priskrig mellem discountkæderne presser prisen hos leverandørerne.
Dyrevelfærd og miljø: Eksportlandene har ikke fokus på dyrevelfærd og til dels miljø. Derfor forringer restriktionerne Danmarks konkurrenceevne.
Omlægning af landbrugsstøtten: Landbrugsstøtten bevilges efter produktionsmængden, mens den nye arealstøtte bevilges efter produktionsareal. Det er en fordel for landbrug med lavere effektivitet end i Danmark.
Et eksportprodukt kan siges at være et upmarket-produkt af høj kvalitet, hvis eksportprisen er højere end den gennemsnitlige eksportpris for samme produkttyper blandt alle EU-lande. Dansk Industri definerer et produkt som upmarket, hvis eksportprisen fra det pågældende land ligger over 15 procent af medianen i fordelingen af eksportenhedspriser for de øvrige EU-lande. Middlemarket, hvis eksportprisen fra det pågældende land ligger i intervallet plus/minus 15 procent af medianprisen for de øvrige EU-lande. Downmarket, hvis eksportprisen fra det pågældende land ligger under 15 procent af medianprisen for de øvrige EU-lande.
Der er lang vej til målet om en dansk fødevareindustri, der bygger på kvalitetsprodukter. To tredjedele af eksporten konkurrerer nemlig stadig på pris frem for på kvalitet, viser en opgørelse fra Dansk Industri (DI).
Opgørelsen understreger det dilemma, som er det centrale omdrejningspunkt i det Fødevareteknologiske Fremsyn, som Ingeniørforeningen (IDA) udsender i dag. Danmark kan ikke blive ved med at producere basisfødevarer i en tid, hvor især østeuropæiske lavtlønslande er med til at presse prisen, konkluderer fremsynet.
»Fødevarer er det ømme punkt. Vi producerer for lidt kvalitet, og vi er simpelthen nødt til at tænke i værditilvækst for at forsvare vores høje produktionsomkostninger,« siger Jørn Guldberg, der er formand for IDAs Erhvervs-, IT- og Teknologiudvalg og med i styregruppen for fremsynet.
Det er DI's globaliseringsrapport fra efteråret 2004, der inddeler dansk eksport i »downmarket, middlemarket og upmarket«. 40 procent af den samlede danske eksport er upmarket-produkter, hvor der er opnået en værditilvækst. For fødevareindustrien er kun 33 procent af eksporten upmarket.
Det er ikke godt nok, erkender branchedirektør i FødevareIndustrien, Ole Linnet Juul.
»Kravet er hele tiden at øge andelen af upmarket. Dertil kommer, at det, der er upmarket i dag, bliver middlemarket i løbet af nogle år, så vi skal for alvor have fokus på nye teknologier, hvis vi skal bevare vores stærke eksportmarked,« siger han.
Som udviklingsområder nævner han bioteknologi, emballageteknologi og de såkaldte RFID-tags, der på sigt kan styrke produkternes sporbarhed, logistik og information til forbrugerne.
»Men forudsætningen, for at vi rykker, er, at forbrugerne accepterer innovation. Når det handler om fødevarer, er folk meget skeptiske over for nye tiltag, og det bremser udviklingen. Hvis vi oplevede samme lyst til fornyelse som inden for mobiltelefoni, ville vi ikke have noget problem,« siger Ole Linnet Juul.
Siden november 2001 er 19 virksomheder inden for fødevareområdet lukket som følge af prispres og globalisering, oplyser fagforbundet NNF. Alene slagteriernes omstilling fra medarbejdertunge til teknologitunge industrivirksomheder har kostet 1.300 medarbejdere jobbet, og slagterigiganten Danish Crown har meldt ud, at yderligere 2.000-4.000 slagteriarbejdere vil blive overflødige de kommende år.
Alligevel understreger vicepræsident i Landbrugsraadet, Bent Claudi Lassen, at vi ikke skal lade os skræmme af den stigende konkurrence.
»De nye EU-lande kan konkurrere på de produkter, der er arbejdstunge. Derfor bliver den arbejdstunge del af produktionen flyttet ud. Men Danmark står stærkt. Vi har fordelen af at have hele kæden fra koen i stalden til de færdige produkter. Det vigtige er, at vi tænker merværdi i hele kæden og ikke kun i den sidste forædling. Værditilvækst gælder alt fra sikre maskiner på slagterier til at udvikle produkter, der kommer tættere på forbrugerne,« siger han.
Han mener, at jagten på værditilvækst har været i gang længe. Og han finder, at DI's upmarket-opgørelse er misvisende:
»Det kan lige så godt være en lille tilvækst, der giver en høj indtjening. Og det er altså først og fremmest den høje indtjening, vi går efter.«





