/elektronik

Darwins breve kommer på nettet

Tusindvis af breve til og fra Charles Darwin er digitaliseret og gjort søgbare på nettet. De giver både indblik i datidens tænkning og i videnskabsmandens personlige forhold.

Af Kent Krøyer, tirsdag 22. maj 2007 kl. 00:00

Nu kan mange væddemål og faglige diskussioner om Charles Darwins meninger nemt afgøres.

Darwin skrev breve til over 2.000 mennesker, fra han var 12 år gammel og til sin død. En stor del af korrespondancen var med datidens videnskabsmænd, berømtheder og vigtige tænkere.

Tusindvis af brevene eksisterer stadig i originaludgave på universitetet i Cambridge i England. Et omfattende webprojekt, "The Darwin Correspondence Project", har længe været undervejs med at skanne og digitalisere brevene, og nu er de første samlinger offentliggjort på internet.

Brevene giver et billede af datidens tankegang, såvel som Darwins egen personlige og videnskabelige udvikling frem til offentliggørelsen af hovedværket »The Origins of Species«, på dansk Arternes Oprindelse, som udkom i 1859, længe efter hans fem år lange rejse med sejlskibet Beagle.

På plads inden 200 års fødselsdag

I første omgang åbnes adgangen til 5.000 breve til og fra Darwin, skrevet i tiden før 1865. Perioden omfatter rejsen med Beagle.

I den offentliggjorte samling findes blandt andet tekster, som viser Darwins syn på religion - et yderst kontroversielt emne for en videnskabsmand på den tid.

Digitaliseringen af Darwins breve fortsætter fremover, og store klumper af samlingerne vil herefter blive gjort tilgængelige med jævne mellemrum.

Meningen er, at websiden skal være så omfattende som muligt inden 12. februar 2009, som er 200-året for Darwins fødselsdag og 150-året for udgivelsen af hovedværket "The Origins of Species".

Han havde sure tæer

Blandt de mange videnskabelige og filosofiske breve finder man også en del, som er meget personlige, og som fortæller historier om Darwins familie og om datidens levevis og omgangsformer.

Et eksempel er et brev fra 1822 til en ukendt ven, hvori Charles Darwin fortæller om et skænderi med sin søster Caroline, som bebrejder ham, at han ikke vasker fødder tit nok efter hendes mening. Hans tæer lugter simpelthen grimt.

Forskeren forsvarer sig med, at han ikke har adgang til daglig vask.

Blæst om teorien

Den dag i dag bliver Darwins tanker debatteret og kritiseret. Mest bemærkelsesværdigt måske i det amerikanske skolesystem, hvor tanker om et guddommeligt intelligent design florerer, og hvor ideen om den naturlige udvælgelse afvises blankt.

I dag findes ny-darwinistiske strømninger, blandt andet hos personer som Stephen Jay Gould og Richard Dawkins, som tror på fuldstændig tilfældighed og hævder at følge den rene darwinisme. Andre teoretikere, såsom Simon Conway Morris, mener, at udviklingen følger visse retninger og dermed holdes en dør på klem for ideen om en form for skabelseshensigt'.

Allerede Darwin var dybt involveret i sådanne diskussioner om naturens design samt Guds eventuelle hensigter, og han ændrede sine synspunkter undervejs, efterhånden som tankerne modnedes.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.