/biotek

Har sølv gjort penicillin virkningsløst?

Statens Serum Institut skal for første gang undersøge, hvor udbredte bakterier, der er resistente mod sølv, er i Danmark. Hvis sølvet også gør bakterierne resistente over for antibiotika, venter en større kortlægning.

Af Thomas Lemke, mandag 21. maj 2007 kl. 00:00

Hvad har vaskemaskiner, køleskabe, tøj, sko, mobiltelefoner og plastre til fælles?

I alle varegrupper findes produkter, der indeholder sølvpartikler, der skal slå bakterier ihjel. Brugen af sølv i de mange hverdagsprodukter er et nyt påfund, der skal sikre forbrugerne produkter med bedre hygiejne og færre bakterier.

Mikrobiologer på de danske sygehuse mener, at brugen af sølv i hverdagsprodukter truer med at skabe resistens over for den gruppe af antibiotika, der kaldes betalaktamer, herunder penicillin. Det kan gøre svært eller i værste fald umuligt at behandle almindelige infektionssygdomme som lungebetændelse, halsbetændelse og gonorré.

Kan resistensen overføres?

Nu vil Statens Serum Institut undersøge, om sølvresistens er mere udbredt, end myndighederne hidtil har troet, fortæller overlæge på afdelingen for antibiotikaresistens og sygehushygiejne, Niels Frimodt-Møller.

»Vi vil undersøge, om der forekommer sølvresistens og samtidig resistens over for andre antibiotikamidler, og vi vil undersøge, om eventuelle bakterier med sølvresistens kan overføre resistensen til andre bakterier,« siger Niels Frimodt-Møller.

Der er i første omgang tale om en pilotundersøgelse, som ser på de mest almindelige bakterier som tarmbakterien E. coli, der kan forårsage blærebetændelse, nyre-bækkenbetændelse eller blodforgiftning, og sårbakterien Staphylococcus aureus, der findes i betændte områder, f.eks. sår, buldne fingre og bylder.

Svenske kontrol-bakterier

Seruminstituttet vil teste 200 bakteriestammer fra hver type fra dyr og mennesker for følsomhedsresistens over for sølv. Til testene har instituttet fået tilsendt kontrolstammer med sølvresistente bakterier fra overlæge og docent i klinisk bakteriologi på sygehuset i Uppsala, Åsa Melhus.

Niels Frimodt Møller forventer, at undersøgelsen er færdig i løbet af halvanden måneds tid.

»Viser pilotundersøgelsen, at sølvresistente bakterier er mere udbredte, end vi umiddelbart går og tror, vil vi søge Indenrigs- og Sundhedsministeriet om flere midler til en større undersøgelse,« siger Niels Frimodt-Møller.

Efter at Ingeniøren i slutningen af marts beskrev de mulige problemer med den udbredte brug af sølv i hverdagsprodukter, har flere politikere spurgt både indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og miljøminister Connie Hedegaard (K) om problemets omfang i Danmark, og hvilke initiativer ministrene eventuelt agtede at tage i sagen. Det er det, der har ført til, at Statens Serum Institut nu går i gang med den kommende undersøgelse.

Problemstillingen omkring den udbredte brug af sølv som bakteriedræbende middel er allerede blevet rejst i EU af svenskerne. I Sverige har offentlige indkøbere fået restriktioner på indkøbet af produkter med sølvpartikler. I USA har den amerikanske miljøstyrelse, EPA, besluttet at kræve sikkerhedsgarantier fra alle producenter af produkter med sølvnanopartikler i.



22. maj 2007 kl 22:54

UFFE GOTTSCHALK

Har sølv gjort penicillin virkningsløst?

Det er da på tide...hvis der er et problem!Belly og Kydd rapporterede allerede i 1982 om en pseudomonas, der modstod 300 ppm sølvnitrat, og problemet blev rapporteret af Summers i 1978. i 2007 citerer Ingeniøren Åsa Melhus for et tilsvarende fund. Jeg er ikke mikrobiolog, så jeg tillader mig at undre mig over, at man kan være 27 år om ikke at opdage, at der er et resistensproblem, hvis problemet er reelt. Jeg er heller ikke journalist eller specialist i mange af de andre ingeniørmæssige faggrene, som jeg ellers læser om i Ingeniøren, men fremover vil jeg tage begrebet "nyhed" i dette medie med et gran salt. Endelig vil jeg inderligt håbe, at Seruminstituttet magter at skelne mellem sølv på ionform fra sølv på kollod form, og at de husker at undersøge, om sølvet overhovedet er til rådighed for bakterierne, eller om det er absorberet af proteinerne i dyrkningsmediet. Ellers havner vi uvægerligt i en ørkesløs diskussion om resultaternes validitet. I 6 måneder har jeg skyllet mund i kolloidt sølv, og nu kan min tandlæge ikke finde antydning af de tandsten, som hun ellers har fjernet med flid hvert halve år. Hvis mikrobiologerne vil kigge efter resistente bakterier, stiller jeg gerne lidt mundvand til rådighed.


25. maj 2007 kl 12:01

Thomas Lemke

Re: Har sølv gjort penicillin virkningsløst?

Til Uffe Gottschalk Nyheden handlede om, at udbredelsen af sølv globalt i dag er langt større end hidtil set. Det findes i langt flere hverdagsprodukter. Seruminstituttet skal undersøge, hvor udbredte de sølvresistente bakterier er i Danmark. Du skriver, at du skyller din mund i kolloidt sølv. Hvis du får slået alle bakterierne ihjel hver gang, er der jo ingen problemer. Hvis du ikke gør, kan de måske blive resistente over for antibiotika, hvis du skulle få brug for det i forbindelse med en infektion i munden. Man har fundet sølvresistente bakterier i munden på folk tidligere, hvilket øjensynligt skyldes sølvfyldninger i tænderne. Mvh Thomas Lemke


07. okt 2007 kl 22:25

Uffe Gottschalk

Kan sølvresistens overføres?

Den 21. maj skrev I, at Seruminstituttet ville sætte en undersøgelse i gang. Hvad blev resultatet? Jeg er især interesseret i at høre, om resistens mod kolloidt sølv og sølvioner kan overføres. Kan vi få adgang til at læse hele rapporten fra Seruminstituttet?


08. okt 2007 kl 12:11

Jan Christensen

Hej Uffe


Laver du selv opløsningen, og hvis du gør, hvilken spænding har du så valgt osv?

Mvh Jan


08. okt 2007 kl 22:06

Uffe Gottschalk

Er det besværet værd, at fremstille kolloidt sølv selv?

Hej Jan

Det lyder enkelt at fremstille kolloidt sølv. Selvom der er masser af hjælp at hente på nettet, tager det adskillige måneders arbejde, før du får helt styr på processen, så hvis du bare skal bruge det selv, vil jeg anbefale dig at kigge på www.dsgnet.dk

Mon Thomas Lemke vil spørge Seruminstituttet om resultaterne?


29. okt 2007 kl 11:54

Lars T. Jensen

Resultatet fra SSI's undersøgelse

Hej,
Er der kommet nyt om resultatet fra SSI's Pilotundersøgelse om udbredelsen af sølvresistente bakterier?


08. nov 2007 kl 12:05

Thomas Lemke

Re: Resultatet fra SSI's undersøgelse

Kære debattører

Jeg har netop fået svar fra SSI, som vi skriver om snarest.

Mvh Thomas Lemke


08. nov 2007 kl 14:32

Bjørn Hjortshøj Andersen

Metalresistens i levende organismer er velkendt


Sølv og kviksølv har den mest effektive baktericide effekt blandt tungmetallerne og der er flere litteraturkilder, der henviser til at resistens kan overføres mellem bakterier via plasmider. (små ringe af DNA eller RNA). Disse kan også indeholde resistensmekanismer overfor flere forskellige antibiotika så det er en samlet resistenspakke der overføres. Sølv og kviksølv binder sig til proteinernes
thiolgrupper og ødelægger enzymfunktionen. Antibiotika virker på andre måder, så der er nok ikke tale om at sølv
i sig selv giver resistens overfor antibiotika, men de følges. se f.eks. http://da.wikipedia.org/wiki/P...smid


25. nov 2007 kl 04:48

Thomas Lemke

Re: Re: Resultatet fra SSI's undersøgelse

Hvis læserne af denne debat ikke har opdaget det - resultatet af SSI's undersøgelse kan læses her: http://ing.dk/artikel/83533

Mvh

Thomas Lemke


24. dec 2009 kl 14:24

Anders Erichsen

Re: Hej Uffe

Så svært er det nu ikke og lave kolloidt sølv.

Køb sterilt vand, kan fås på Apoteket til 15 kr!

Køb 3 batteri, som du sætter i serie (De kan sættes sammen) til en spænding der er 9 gange 3 = 27 volt.

Køb nogle sølvtråde og husk det skal være fin sølv som minimum 999 diverse 99,9% rent sølv. De kan fås her: http://shop.ravstedhus.dk/pl/M...aspx
Jeg har selv købt 3 mm sølvtråde og så 68 cm idet du så for det lidt billigere.
Form sølvtrådene så de kan sættes fast på vær side af glasset :)
Husk brug glas og ikke metal!

Hvis du tager et glas på ca en halv liter, putter du det i micro ovnen til det koger. Tag det ud og start processen i 20 min, put det ind i micro ovnen igen til det koger og husk og tøre dine sølvtråde af imens idet de under processen godt kan blive lidt sorte. Der next start processen igen i 20 min.
Nu skulle det gerne have et gult skær og du skal nu bare vente til vandet er kølet ned og så det drikke klart :)

Hvis det stadig ikke er blevet lidt gult giver du det bare en omgang mere. Men husk når det bliver lidt gult så er der ingen grund til og foresætte idet du så bare laver sølv partiklerne større afhvad jeg har læst.

Hvis du vil checkke om der er sølvpartikler kan du bare tage en laser og lyse ind men er det gult, er dette jo ret indlysende i forvejen. Anyway når du har lavet kolloidt sølv vil du kunne se laserens skær hele vejen igennem vandet... Lyser du med laseren igennem vandet før der er sølv i vil du se at laseren skær ikke er til og se i vandet.

og ellers bon appetit, jeg drikker selv cirka 4 shots glas om dagen af det. Det skulle være en større overdosis idet at 4 teske fyldte om dagen skulle være rigeligt efter du har taget 4 skeer fyldte efter den første uge :)

Jeg skuffet nok ikke blevet blå eller grå, men det regenede jeg nu heller ikke med, idet dem der er blevet blå/grå enten har brugt Sølvnitrate eller lavet kollidt sølv med salt og indtaget extreme mængder af det.

Men det på eget ansvar man laver det, jeg tvivler dog på der er nogen større risiko ved det... Ellers ville jeg heller ikke selv indtage det :)

MVH Anders


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.