Staten køber billig digital højdemodel
Kommunerne og staten er gået sammen om at købe en digital højdemodel, som gør det muligt at simulere højere vandstand. Myndighederne får medejerskab til de superpræcise højdedata.
Truende vandstandsstigninger og vandmiljøkrav fra EU betyder, at både Vejdirektoratet, Kystdirektoratet, Danmarks Miljøundersøgelser og de 98 kommuner skal bruge præcise højdedata, så de kan simulere vandafstrømning og højere vandstand.
Hidtil har de forskellige myndigheder haft meget forskellige krav til blandt andet detaljeringsgrad og målemetoder. Forskelligheden har drevet prisen på højdedata i vejret.
Med Kort- og Matrikelstyrelsen (KMS) i spidsen er det lykkedes myndighederne at få lavet et fælles udbud og få en kontrakt i land.
Kontrakten til en værdi af 8,5 millioner kroner med et konsortium bestående af Blominfo og Scankort giver i første omgang alle statslige myndigheder adgang til den nye og meget præcise digitale højdemodel.
Senest i 2016 får KMS med-ejendomsret og med-ophavsret til dataene. 79 kommuner har tegnet option på at kunne få adgang.
»Mange myndigheder har haft brug for de forbedrede højdedata, men hver for sig har vi ikke haft råd til at købe dem. Nu er vi gået sammen og har fået det billigere. Og kommunerne synes vist også, at de kommer til at spare penge, hvis de går med i aftalen,« siger vicedirektør Nikolaj Veje fra KMS.
Fællesskabet gør det også muligt for myndigheder i staten og kommuner at samarbejde meget mere effektivt om opgaver som kystsikring, vejplanlægning og strategien for tilpasning til uundgåelige klimaforandringer, som regeringen snart vil præsentere.
»Tidligere var der opgaver, som man simpelthen ikke kunne samarbejde om, fordi hver myndighed sad med sin egen type data,« forklarer Nikolaj Veje.
I en pressemeddelelse giver direktør Kristian Skak-Nielsen fra Blominfo eksempler på, hvordan det digitale højdekort kan udnyttes.
»Den digitale højdemodel er velegnet dels til visualisering af forskellige scenarier for, hvilke områder der vil blive berørt ved forskellige vandstande, dels til at planlægge og prioritere den forebyggende indsats.«
Cowi oplyste i sidste uge, at de havde lagt sidste hånd på "Danmarkshistoriens mest nøjagtige kort over højderne i landet."
Blominfo og Scankort skal levere deres model til KMS 1. juni.






