Industrisamfundets definition af stress er for snæver, og arbejdsmarkedet har brug for en revision af stressbegrebet, der er forankret i videnssamfundet.

Den nuværende definition er simpelt hen ude af trit med virkeligheden, mener folkene bag et nyt forsknings- og udviklingsprojekt, som skal kortlægge de organisatoriske årsager til stress med udgangspunkt i seks videnstunge virksomheder.

I februar viste en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø­ (NFA), at pakkere og tapperiarbejdere er den faggruppe, der har den største risiko for stress, mens sygeplejersker, pædagogmedhjælpere og offentligt ansatte ledere angiveligt har mindst risiko.

Ingeniører ligger sammen med edb-folk og andre akademikere midt i feltet.

Det billede harmonerer dårligt med den virkelighed, som mange folk i de sidstnævnte faggrupper oplever i deres hverdag, og det er der en god forklaring på, påpeger Vibeke Andersen, der er leder af projektet og lektor på Institut for Produktion og Ledelse på DTU.

Hun ærgrer sig over, at NFA's opgørelse efterlader et indtryk af, at det er det rene klynk, når ingeniører og andre vidensarbejdere klager over stress. For ifølge opgørelsen tilhører de jo en faggruppe, der har lav stressrisiko.

»NFA's undersøgelse bliver den officielle målestok for, hvem der kan blive stressede, og hvem der ikke kan. Men når det nationale forskningscenter laver en opgørelse, der viser, at tapperiarbejdere har et højere stressniveau end ingeniører og edb-folk, så skyldes det først og fremmest, at deres undersøgelse er baseret på spørgsmål, der tager udgangspunkt i vilkårene i industrisamfundet. Dermed fanger de ikke de stressudløsere, som hører videnssamfundet til. De indgår nemlig slet ikke i deres spørgeskemaundersøgelser,« siger hun.

Ifølge NFA's definition virker det stressforebyggende, hvis medarbejderen har stor indflydelse på, hvordan han eller hun vil udføre sit arbejde.

Men det er en alt for snæver definition, fordi den blandt andet ikke tager hensyn til de rammer, der er omkring arbejdet, ­påpeger Anders Buch, der er lektor på DTU og chef­konsulent i Ingeniørforeningen.

»Selv om man har indflydelse på arbejdet, så betyder det ikke nødvendigvis, at man også har indflydelse på rammerne. Mange vidensmedarbejdere har således ikke meget at skulle have sagt, når det gælder ressourcer, ledelse og deadlines,« siger Anders Buch, som mener, at NFA-definitionen er for firkantet.

»Virkeligheden er mere kompleks, og den kan ikke sættes op med et eller to decimaler. Vi siger ikke, at NFA's definition er forkert, for så ville tapperiarbejderen falde udenfor. Vi mener bare ikke, at de ud fra en række faste kriterier kan fastslå, hvem der kan blive stressede, og hvem der ikke gør,« siger han.

Direktør i NFA, dr.med. Palle Ørbæk forstår godt kritikken. Han peger på, at NFA allerede er i gang med at revidere målemetoderne, men at det tager tid.

»Listen bygger på en traditionel opfattelse af stress. Der er en vis konservatisme i det her, fordi vi skal kunne sammenligne resultaterne med tidligere resultater. Vi har udviklet meget, som bare ikke er kommet med på listen denne gang, men vi er meget bevidste om, at der sker en udvikling,« siger Palle Ørbæk.

Forskere fra NFA deltager da også sammen med for­skere fra DTU og Handelshøjskolen i København (CBS) i projektet, "Stressforebyggelse i vidensarbejdet - mellem ­begejstring og belastning". Formålet er dels at afdække hvilken betydning arbejdets organisering har for udvikling af stress, dels at udvikle og afprøve nye måder at forebygge stress på i de seks virksomheder. Projektet løber over tre år frem til slutningen af 2009.