/elektronik

Danske chips konfigurerer fremtidens mobiltelefoner

Med danske silicides NFC-chip kan mobilen bruges til alt fra betalingsmiddel til låsning af døre. Markedet lader dog vente på sig.

Af Morten K. Thomsen, søndag 29. apr 2007 kl. 22:00

Forestil dig, at du har købt et nyt headset til din mobil. Du tænder det, holder det hen til mobilen og bip, så er de to parret. Eller at du har måske fået en bærbar computer. Hold den op mod din trådløse router derhjemme og bip, så er der forbindelse. Eller at du holder mobilen op til stempelautomaten i bussen og bip, så har du betalt billetten.

Det lille bip indikerer, at vi i nær fremtid skal vænne os til begrebet autokonfigura­tion, der betyder, at to elektroniske enheder synkroniserer data. Bippet kan også bruges til at låse hoveddøren derhjemme, og hvis du holder mobilen op mod en filmplakat, får du mulighed for at bestille billetter.

Teknologien hedder Near Field Communication eller NFC og bygger på RFID-teknologi. Fidusen er, at man både indbygger et RFID-tag og en RFID-læser samme chip.

Analytikere forudsiger, at der om to år vil sidde NFC-chips i halvdelen af alle nye mobiltelefoner svarende til mere end 500 millioner chips.

Med en overførselshastighed på op til 424 kbit/s er NFC tænkt som et supplement til de eksisterende trådløse standarder, ikke som en konkurrent.

Den NFC-chip, som Silicide har udviklet, har eksisteret på prototype siden sommeren 2006.

»Og nu er vi i gang med at optimere en egentlig produk­tionsversion,« siger Rashad Elsubaihi, der er administrerende direktør i Silicide.

Ligesom resten af branchen forventer han, at det er et spørgsmål om tid, før markedet eksploderer - formentlig. Kilder i branchen mener, at NFC for alvor slår igennem i 4. kvartal i år eller 1. kvartal næste år.

»Standardiseringsprocessen er stadig i gang, men når det store gennembrud kommer, er vi klar,« siger Rashad Elsubaihi i det lille mødelokale, der deles af virksomhederne, der holder til i DTU's forskerpark Scion.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.