CO2-debatten er en verdensomspændende halvreligiøs strømning, der måske bygger på en fejltagelse. Den lovgivning og de økonomiske indgreb, som nu iværksættes for at formindske CO2-udledning fra fossile brændstoffer, besluttes alene på grundlag af følelsesmæssige stemninger. De politikere, som påstår, at de lovgiver herom på et videnskabeligt grundlag, tager fuldstændigt fejl.

Stern Review rapporten, som har fået flere politikere til at udtale, at nu er der ingen tvivl om årsagen til klimaforandringen, giver intet nyt bidrag til en videnskabelig forståelse af et evt. klimaproblem. Det nye består alene i, at rapporten opsummerer forventede konsekvenser af en global opvarmning på mellemlangt og langt sigt.

Den seneste rapport fra FN’s klimapanel bliver citeret for at sandsynliggøre menneskers indflydelse på klimaet. Man antager med en vis defineret sikkerhed på mere end 90 pct., at klimaændringer skyldes udledning af drivhusgasser. Inden for naturvidenskaberne bruger man imidlertid ikke sandsynligheder for at vurdere, om kausale sammenhænge er sande eller ikke. De enten eksisterer eller ikke eksisterer. Man kunne have angivet et estimat for, i hvilken grad menneskers aktiviteter påvirker klimaet, men det er noget helt andet.

Selv spørgsmålet, om der overhovedet er tale om en generel global opvarmning, er diskutabelt. Der kan være tale om fluktuationer – små ændringer i klimaet har altid fundet sted. Vi har nu en mellemistid, og vil måske om 1.000 eller 10.000 år have en istid her i Europa. Hvem ved? Politikerne? Eller præsterne? Ingen klimaforskere tør spå om det!

Flere andre faktorer end drivhuseffekten antages at kunne have væsentlig indflydelse på klimaet. Der er fundet indikatorer om solpletaktiviteternes indflydelse, eller der kan være tale om de såkaldte Milankovitch-cyklusser, hvor tre astronomiske faktorer har indflydelse på det globale klima: Jordens elliptiske kredsløb om Solen, Jordens hældning i forhold til banen og hældningens cykliske ændring. Sammenfald heraf giver klimaændringer.

Flere grupper har et personligt formål med CO2-debatten. Frelste miljøfolk har fundet et troens ståsted. Nogle forskere kan med henvisning til klimaproblemet søge midler til fortsat finansiering af deres virke. Embedsfolk kan give sig selv arbejde inden for forberedelse og forvaltning af ny lovgivning. Nyhedsmedier kan gensælge nogle letkøbte historier om klimakatastrofen og energiproblemerne.

Og så er der politikerne, der har brug for at profilere sig i den offentlige debat og vise, at de har handlekraft til at lovgive i miljøbeskyttelsens hellige navn.

Alt dette hysteri er et globalt fænomen med rod i en vestlig politisk og videnskabsteoretisk retning, der har været dominerende i Europa siden 1970’erne. Det får nu konsekvenser for hele klodens økonomiske udvikling. Taberne bliver ikke umiddelbart de allerede veludviklede økonomier, men snarere de lande, der har brug for en billig og lettilgængelig energiforsyning til opbygning og udvikling.

Vinderen bliver helt sikkert Kina, som i praksis giver fanden i CO2- restriktioner. Energi er en produktionsfaktor, og ulandenes adgang til energi er en forudsætning for en ligestilling af økonomierne. Medmindre vi alle går tilbage til stenalderniveau, er ulandenes fattige afhængige af på mellemlangt sigt at kunne bruge konventionelle energiformer. Glem alt om idealistiske løsninger de næste 30 til 40 år, indtil der er udviklet og modnet nye bæredygtige teknologiske metoder til energiforsyning.

I miljøets hellige navn forsager man fossile brændstoffer og al deres CO2-udledning, uden at vurdere det alternative brændstofforbrug og de negative effekter i et samfundsøkonomisk og globalt perspektiv – og uden at tage hensyn til, hvordan den fremtidige restriktive globale energipolitik får konsekvenser for udviklingen i de fattige lande.

Lad os prøve at sætte tingene i perspektiv – som miljø-journalister og politikere burde gøre det:

Den menneskeskabte udledning af CO2 fra forbrænding af fossile brændstoffer, olie, kul og naturgas, udgør ca. 4 procent af den samlede udledning af CO2. Resten kommer fra naturen selv. Man kunne spørge, om denne lille del af emission udgør et problem?

I pressen kaldes CO2 både skadelig, giftig og farlig. Miljøministeren er helt misvisende begyndt at tale om et “CO2-forbrug". Der intet skadeligt er ved CO2, som er en naturlig del af enhver forbrænding, også naturens egen respiration.

Mange har fået den opfattelse, at drivhuseffekten er et negativt fænomen, men sandheden er, at uden den havde vi intet liv her på Jorden. CO2 er ikke den eneste drivhusgas, vanddamp er langt kraftigere, og menneskeskabt methan har også en effekt.

I dag taler man meget om privatbilisternes benzinforbrug, og de overbeskattes med henvisning til den farlige, den giftige og den skadelige CO2-udledning. I den vestlige verden udgør energiforbruget til transport ca. 15 pct. af det samlede energiforbrug, og af dette forbruges ca. halvdelen til privat transport. Privatbilismen er i fokus på trods af, at forbruget er minimalt i forhold til det samlede energiforbrug.

Jeg påstår ikke, at den menneskeskabte CO2-udledning ikke betyder en global opvarmning. Men foreløbig er det kun en udokumenteret hypotese. Naturens CO2-kredsløb er en kompleks regulerings-mekanisme, hvor havet er "verdens lunge". Naturen er i stand til at skabe en ny balance med en forsinkelse, som måske betyder en mindre klimaforandring over en kort periode.

Dette har intet med de "astronomiske" klimafaktorer at gøre, som vi ingen indflydelse har på, men som vil betyde væsentligt større klimaforandringer på langt sigt.

Der er mange andre forhold på miljøområdet, der kræver øget fokus frem for CO2-problematikken. Faldende biodiversitet, regnskovenes dyre- og planteliv, udledning af carcinogener og hormonlignende stoffer til naturen etc. risikerer, at alt for mange ressourcer anvendes på begrænsning af CO2-udledning, hvor vi hellere skulle bruge dem på begrænsning af udledning af farlige stoffer. Disse meget mere håndgribelige problemer får meget lille opmærksomhed i forhold til CO2-udledningen.

Drama-scenariet om et tropelignende klima på størstedelen af jordkloden og enorme vandstigninger, som vil oversvømme alle lavlandsområder, finder øjensynlig større genklang hos den Da Vinci-drama-hungrende befolkning, der fodres af sensationsprægede nyhedsmedier og billige tv-produktioner – og lige så billige politikeres demagogiske snak.