Hvordan klarer man forsikringsproblemet med en tung genstand der ligger og banker ind i møllefundamenterne hvis den river sig løs?
Hvordan er støttemulighederne og viljen i Danmark, det tager jo 20 års udvikling at opnå rentabel produktion (10år med høje elpriser) ?
Hvad kan gøres for at gøre støttemiljøet mere attraktivt?
Med hensyn til forsikringsproblemet er det ikke så stort hvad angår Wave Star, eftersom den står fast forankret på havbunden, og ikke kan drive rundt. det er der dog andre typer bølgekraft anlæg der gør, men disse befinder sig i det hele taget bedre i et kraftigere bølgeklima end Horns Rev. Så det skulle ikke være et problem i praksis.
Der findes støttemuligheder i Danmark, og såvidt jeg kan se er der gode muligheder for at danne en fremtidig industri på bølgekraftområdet.
Den danske bølgekraftbranche domineres af de to store projekter Wave Star og Wave Dragon. Begge er ved at være så langt fremme at full scale stadiet er i sigte, omend der er et par års arbejde endnu. Dernæst findes det tredie projekt Wave Plane, som har lovende perspektiver, men desværre ikke er testet under samme vilkår som de to store projekter endnu. Ud over dette findes der yderligere 11-12 aktive projekter, hvor man ikke kan afvise at nogle af dem har et godt potentiale.
Projekterne drives med stor entusiasme af opfinderne selv, som også har skudt alle deres sparepenge i at udvikle bølgekraft.
Desværre er det ikke alle der er lige forretningsmindede, og det med at lave en business plan, budgetter, markedsundersøgelser osv ligger måske ikke så højt på prioritetslisten som det at få teknikken til at fungere. Derfor kan man på en måde sige at der er en kløft mellem opfinderne og støttesystemet, som jo kræver en god business plan og en del papirarbejde.
Man kan altid diskutere om det ikke også er godt nok, men på den anden side kunne det måske være en ide at prøve at bygge en bro her.
Jeg mener ikke det er en god ide at lave et megabudget med mange milliarder statskroner til bølgekraft. Det vil kun bevirke at der opstår et Gold Rush, som det man ser i USA hvor smarte 'easy buck' forretningsfolk går ind med mere eller mindre falske projekter, for at score støttemidler, uden at der kommer noget som helst ud af det. Altså ud over at de får flotte kontorbygninger og nye biler. Det er IKKE der vi skal hen.
Men man kunne evt. overveje muligheden for at sætte en enkelt medarbejder af som konsulent f.eks. under energinet eller energistyrelsen, til at sætte den danske bølgekraftudvikling lidt i system. Det er jo en overkommelig opgave at holde styr på de 11-12 projekter. Man kunne tilbyde hvert projekt midler til at afprøve teknologien, og få vurderet og gerne kvantiseret mulighederne i teknologien. Vi taler måske om 0,5 - 2 mill. pr projekt. Altså det man betegner som 'stage 1 funding' af de små projekter. Uden business plan, uden EU ansøgning, uden samarbejdsorganisation, uden papirarbejde osv. Men under supervision af den udpegede konsulent.
Man skulle opsætte krav til alle projekterne om 'deliverables' i form af en model med power takeoff, power kurve, business plan, budget, økonomiudregning osv. Også her kunne konsulenten, hjælpe med at organisere de praktiske detaljer for opfinderne.
Resultatet af denne investering ville sandsynligvis være, at man efter et par år ville stå med 2-3 nye gode solide projekter, med dokumenteret funktionalitet.
Disse projekter ville så være særedeles godt rustet til at gå videre til investorer, industrien, EU FP7 osv.
De store projekter har naturligvis også brug for støtte, men mon ikke de selv har en plan klar for det.
Man kan selvfølgelig diskutere om det er statens opgave at gå aktivt ind i denne type forskning, men på den anden side ville det ikke kræve en særligt stor investering, og kunne bringe dansk bølgeenergiforskning fremad med turbofart.
Hvis det fører til et nyt industrieventyr i fremtiden, er der jo rigtig mange gode skattekroner og eksportkroner i bølgeenergi.