/energi

Vrøvl at hyppige bilsyn kan afværge 148 ulykker

Bilsynsbranchen er på afveje, når den påstår, at gamle biler er årsag til dødsulykker

Af Birgitte Marfelt, fredag 30. mar 2007 kl. 04:50

Det er det rene vrøvl, når en ny EU-rapport hævder, at en fordobling af de lovpligtige syn af ældre biler kan afværge 148 ulykker, herunder ni menneskeliv, og spare samfundet for 200 mio. kr. Det er nemlig sjældent bilen, der er årsag til trafikulykker, siger trafiksikkerhedseksperter.

Rapporten har fået omtale i dagspressen og politikerne i Folketinget har udtrykt sig positive over for at øge antallet af syn. Transportministeriet har derfor bedt Færdselsstyrelsen om at regne på rapportens tal.

Men som udgangspunkt er der ingen tiltro til dens konklusion, siger Svend Krarup Nielsen, der er formand for Havarikommissionen for Vejtrafikulykker:

»Ved hyppigere syn undgår man bl.a. nedslidte dæk og ineffektive bremser og styretøj. Men det er bare meget sjældent, at det er det, der udløser trafikulykkerne,« siger han.

I mindre end ti procent af trafikulykkerne er årsagen køretøjets tilstand. En fjerdedel har med veje og andre omgivelser at gøre. Resten skyldes menneskelige fejl.

I dag skal alle biler over fire år synes hvert andet år. Rapporten, som er udarbejdet for EU af universitetet i Køln og bearbejdet af Cita, Den internationale Motorkøretøjs Inspektions Komité, peger imidlertid på, at det vil have en gavnlig effekt, hvis man syner bilerne hvert år.

»Cita vil fordoble synet for alle biler, der er over syv år gamle. Men det, der rigtigt ville batte, var, hvis vi holdt op med at køre i de gamle biler,« siger Svend Krarup Nielsen.

Nyere biler er indrettet mere sikkert med f.eks. ABS-bremser, ESP til at rette op ved udskridning og airbag.

Trods de tvivlsomme konklusioner har rapporten nået at sætte gang i debatten i Folketinget. Det skyldes, at det mest prominente hjemlige medlemmer af Cita, adm. direktør for Applus Bilsyn, Arne Willerslev, har sendt rapporten til samtlige medlemmer af Folketingets trafik- og miljøudvalg.

Forkerte tal

Det er det rene vrøvl, når en ny EU-rapport hævder, at en fordobling af de lovpligtige syn af ældre biler kan afværge 148 ulykker, herunder ni menneskeliv, og spare samfundet for 200 mio. kr. Det er nemlig sjældent bilen, der er årsag til trafikulykker, siger trafiksikkerhedseksperter.

Færdselsstyrelsen vil ifølge kontorchef Ib Rasmussen, leder af bilteknisk afdeling, gerne se nærmere på, hvorfor Cita angiver, at 5,9 pct. af de gamle biler har motorfejl og defekter. Ifølge den officielle­ tyske statistik er det kun en pct.

»Dermed bliver det beløb, som samfundet angiveligt sparer ved at indføre hyppigere syn, også tilsvarende mindre. På samme måde er omkostningerne ved hyppigere syn også kraftigt undervurderet. Prisen for et syn i Danmark er ikke, som angivet 250 kr., men 400 kr. Dermed er prisen for nyordningen omkring 200 mio. kr. - hvilket går lige op med den den angivne samfundsbesparelse,« siger han og tilføjer:

»I dag bliver der lavet 8-900.000 syn på gamle biler. Det ville give en god ekstraindtægt for synshallerne, hvis man fordoblede antallet,« siger Ib Rasmussen.

Herhjemme foregår syn nu i synshallerne Applus, der for to år siden købte Statens Bilinspektion. Selskabet er med store opkøb i Finland i fuld gang med en nordisk oprustning.

Ib Rasmussen synes, Applus har arbejdet godt for sine interesser:

»De har vist sendt rapporten til samtlige folketingsmedlemmer. Lobbyarbejdet er i fuld gang.«



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk